Kære Farmor, fik fat i Charles Baudelaires Les Fleurs du Malle. Tænk at være situeret på en sådan måde i eksistensen at man ikke kan lægge den fra sig, holde den ud i strakt arm eller værge sig for dens tilbagestående proces. Den digtsamling trænger til en Oxazepam, men det havde Charles Baudelaire ikke til sin rådighed. Der er sket meget på psykologiområdet og på kulturområdet som vi må prise os lykkelige for og benytte os af hver især og i fællesskaber. Jeg vil næsten sige jeg censurerer denne bog eller holder mig for god til den. Jeg ved ikke hvilken af delene. Det er en mand der for 150 år siden lå og vred sig i en opiumshule. Hans sprog er uendeligt stort og uendeligt skønt ja tak! Hans sprog tager ikke livtag med en eneste som trådte ham over tæerne, nedgjorde ham og besværliggjorde et liv i glæde hvor han også kunne have været noget for andre. At genudgive den er essensen af snobberi og Ukrainekløgt med Tantholdt fra TV2 som sandhedsvidne! Jeg er aldrig førhen stødt på en skrift der var så bange for virkeligheden i dens kompleksitet. Det er før Freud. Når alt det er sagt må vi konkludere at han har set rigtigt i at klassisk skønhed kan gøre det farlige tamt. Trold kan tæmmes. Men i dag ville vi sige det skal ske gennem fordybelse og ikke gennem en afsluttet skrigetale. Påkaldelserne af de usynlige ting trækker ned til evig tid. Helligånden er noget vi alle hver især bærer inden i os, så spar os fra disse højstemte romantiske påberåbelser. Jeg vil vædde med at alle der udgiver så kærlighedsberøvet romantisk litteratur i 2022 ikke er på et sted hvor de er tilgængelige for terapi. Det er altid sørgeligt, men jeg kan ikke gå og ærgre mig over at folk jeg ikke kender ikke er et sted hvor de er tilgængelige for terapi. Så ville mit liv blive til et helvede, hvad det bestemt ikke er. Jeg er glad for mit liv.