Jeg rækker Hubert et snebrød *). Han gufler det i sig. Men i en parallel virkelighed står han bare og ser på mig. Han glaner udtryksløst. Jeg oplyser Hubert om dette sagsforhold. Hubert går hjem til sig selv. En afstand på to kilometer. Den falske Hubert fra den parallelle virkelighed bor i nabohuset. Jeg noterer ned i min blok. To kilometer. To huse. Jeg spørger mig selv om dette er en tilfældighed. To og to. Fire. Jeg skriver et firetal med i blokken. Jeg skriver fem ved siden af. Efter fem kommer seks. Hubert kommer tilbage, ser på blokken over min skulder. Vi sætter begge i løb i modsatte retninger og standser brat op da vi er præcis 11 meter fra hinanden. En gul fodbold ruller ind på scenen. Vi står virkelig på en scene. Scenen forsvinder og vi befinder os på en steppe, nær en oase. Den falske Hubert dukker op og går langsomt og i største ro hen imod oasen. Pludselig rejser en gejser sig over oasen. Vandsøjlen når helt op til himlen. Det plasker ned over os. Vi bliver gennemvåde af det lunkne vand. Jeg kan intet se. Fra vandet hører jeg et voldsomt skænderi mellem den falske og den ægte Hubert. Kærlighed strømmer ind fra alle sider og dækker vores fødder. Gejseren stopper. Vi står i en varm dis alle tre.
*) Snebrød er den politisk korrekte betegnelse for et finskbrød, dog er det, som regel, lidt koldere.
