Bogen er blevet restaureret over flere omgange med konstant skelen, hvilket har medført kronisk skelen hos alle medlemmer af arbejdsgruppen, til et helt andet manuskript, nemlig Hertang Takhøjs “Levende lys og levertran i Leverkusen”.
Knartang Maradjøngade:
“De tekstuelle forbedringer er at sammenligne med seksuelle.”
Men ligeså gode intentionerne, planlægningen og selve ansigtsløftningen har været, ligeså elendigt blev resultatet. Teksten er blevet et ulæseligt studie i forlængst henrådnede torskeretter, sure blikke igennem simulerede diamanter fra de af bogens personer der tror de er klogere end de øvrige og forvirrende eksistentielle tips i form af trusler fra arbejdsgruppen om at smide guldklumper i synet på læseren fra selve bogen. Hvad dette sidste angår har jeg aldrig hørt om en forfatter der på nogen som helst måde er fysisk til stede inde i bogstaverne under læsningen selvom visse af bogstaverne visselig rummer små indelukker man kan farvelægge og udfylde med en kuglepen. Men at dette skulle give anledning til alt det blær med “døde sjæle” mig i røven finder jeg latterligt.
