“Der skal være lidt bid i det, hvis jeg skal kaste mig over en kortere skønlitterær tekst.”
Skrivning må ikke være med bid i, med kant, oppe på dupperne eller for alvorlig og højtidelig, for så indgår den i det program der hævder at kunsten er en verden for sig selv og at vi ikke har nogen fælles referenceramme. Det program forsimpler referencerammen som er en levende og kærlig Gud der gennemtrænger alt med sit nærvær og sit eksempel, samt en jordisk virkelighed der er yderst, yderst, yderst velordnet, bortset fra at det roder lidt på børneværelset. Vi har brug for at resignere over referencerammen og forholde os direkte til den altid.
“Det er jo det rene galimatias!”
Jamen jeg synes det er noget af det mest skelsættende og præcise jeg har sagt i lang tid.
“Jamen så er det jo dig der er gal!”
Kan du ikke smage når du vejrer luften der stryger lige igennem tiden på torve og pladser, på marker og spasser, at religionskampen er lige så vigtig at tale om som klassekampen, simpelthen fordi der foregår for meget urent trav, umoral?
“Hold op med at kravle op på mit skød og tilbyde mig ærter.”
Pas på, de er forgiftede.
“Jeg synes du skal gøre op med dig selv om du vil frelse mig eller slå mig ihjel!”
Det er vel min sag.