Det er normalt, men det rene vanvid, at sætte sin udkårne op på en piedestal under en hed forelskelse. Men det er ikke normalt at tilbede sin ægtefælles ene ben i et omfang der ikke levner hverken plads eller tid til resten af personen. Særligt det med pladsen udgør for de fleste mennesker et problem. Halvdelen af dem slås om en lærredspung. Den anden halvdel er der slet ikke.
Det er ikke normalt. Men jeg skal da lige love for at Holmer Ligfølge gør forsøget på at stable en normal handling på benene i sin nye bog der bare hedder Kark, efter karakteren i tredje bind af Lim Ouerskous “Jeg er blevet bidt af en åmand”.
Kark arbejder på et bibliotek og sidder ved skrivebordet dag ud og dag ind, uden at vide at det er inde i læsesalen det hele foregår. En dag hviskes der sjofelheder mellem hylderne på reolen. Kark sætter sig ned med ansigtet i hænderne og hælder vand ud på bordet. Der kommer et fuldkommen hvidt ansigt til syne. Dagene går uden at oplevelsen gentager sig. En fredag i maj opdager han en numse. Ellers er der forholdsvist stille på kontoret hvor væguret snurrer og drejer så alting falder ned og smadrer og ødelægger bibliotekarernes fødder.
Kark køber et hus af så stor skønhed at det gør bogens skønhed endnu større. I køkkenet mangler der noget så elementært som en proptrækker og døren til saunaen binder og siger svip.
Det er Jørgen Herman Sofienuller der har lavet tegningerne således at man kan finde den ude i skoven.
