En doven mand kommer slæbende med en sten i et reb. Lad mig fortælle. Man vil forstå at dette foregår lang tid inden psykiatriens tidsalder. Men det er ikke ham der er tosset. Det er skam beregnende Kurt der er tosset. Lad mig fortælle. Kurt sidder ved sit skrivebord og beregner hvordan han kan blive en mand med en sten i et reb. Der lægges til og trækkes fra. Der skrives bogstaver. Bogstaverne bliver til en kæde med pauser. En sætning står færdig: “Hvorfor gemmer jeg altid skotøjsæsker midlertidigt?” En dag går han uden for sit hus og viser sætningen til manden med stenen i rebet. Stenmanden tørrer sveden af panden, kigger på sedlen, kigger ind i solen og falder død om. Lad mig fortælle. Stenmanden er død og Kurt tager form. Ved aftenstide ligner han en fisk. Lad mig fortælle: Det var bare sådan jeg valgte at beskrive den metamorfose der fandt sted i Kurts indre. Neden for bjerget bliver det klart for folk at psykiatriens tidsalder er oprunden. Om aftenen nyder man den lille silhouet af Kurt. Selvom man er bekendt med at Kurt var en grim odder før han blev stenmand. Den slags ender lykkeligt. Kurt fik familie. Lad mig fortælle. De levede lykkeligt til deres dages ende og der var kun det kuriøse ved sagen at Kurt indkøbte sin ligkiste mange år før han døde og monterede den på toppen af husets tegltag.
