Saharaørkenen 1956. Et stegende hedt fort. I hvert fald et fort lidt ud over det sædvanlige. Preben Melver kommer dansende ind i kantinen. Han er i et mørkt humør, hvilket man overhovedet ikke kan se eller fornemme for hans sindsstemning er lys. Han er frejdig og munter. Hans bankkonto er fuld af penge. Lykken har tilsmilet ham i månedsvis. Sex. Nye venskaber. Dejlig mad. Inspiration. Ved mange lejligheder har han hjulpet og lyttet som en mester. Den slags gavner en Preben Melver. På fortet er de begyndt at kalde ham ”Solens Søn”, ”Evangeliefyren”, ”Gertrud”, ”Fedthår” og ”Hellebrandt Kalyber”. Men det er stille og uudtalte kælenavne, for folk har problemer nok. Moralen er lav og det æder sjælene. I den mærkelige forsamling af hundehoveder, hængerøve, åndsboller, klaptorske og bankdirektører er Preben Melver det flakkende stearinlys som man skal værne om. Finn Preben standser industristøvsugeren og gelejder Preben Melver igennem køen. Alle nikker forstående. Preben Melver skal have sin skipperlabskovs.
