Det er fredag i 1985. En nøgen Mark Knopfler stikker hovedet op over dynen:
”500 kroner doseret til Rikke Taxman – selv lidt af et skattegeni – hun har dem ikke så det bliver pasta Zara til hende og den lille resten af måneden og der er en uge tilbage. Og så spørger du om Rikke Taxman findes og jeg må svare at ikke engang staten findes. Vi er statsløse! Ligesom Albert Einstein selv valgte at blive statsløs har vi som samfund nu valgt kollektivt at være statsløse.”
