“I min drømmevenskabskreds er det kun mig der snakker. Alle andre lytter.”
Det er fint.
“Jeg har købt det for to sølvdollars.”
Det er også fint det du siger. Dit elegante ur minder om din idé om din drømmevenskabskreds. Men var det ikke på tide at virkeliggøre drømmen i stedet for at drømme drømmen?
“Jeg er egentlig ikke pjattet med drømme.”
Nej, du ser nemlig ikke ud som om du er pjattet med drømme.
“Nej.”
Jo.
“For nedringet?”
Nej.
“Nej.”
Nej.
“Nej-nej?”
Nej.
“Skal du ikke spørge mig hvor mange der indgår i min påtænkte venskabskreds?”
Det ved jeg ikke om jeg skal, når du stjæler fra journalisten…
“Hvad har jeg stjålet?”
Mig.
“Dig?”
Altså mit hjerte.
“Hvordan at forstå?”
Jeg er blevet dybt tosset med dig.
“Jamen så er du bare medlem af min venskabskreds. Dermed er drømmevenskabskredsen blevet til en venskabskreds. Så er det ikke en drømmevenskabskreds længere.”
Så er vi altså venner.
“Det er vildt. Hør, jeg tror vi er de eneste venner i hele Danmark.”
Øh. Det skal jeg lige have forklaret.
“Altså vi spejler os i hinanden. Vi knalder ind imellem når jeg har overskud til det og har plukket valnødder. Vi lytter til mig og vi morer os over mig.”
Jepsen. Vi morer os stort set ikke over mig.
“Selvfølgelig ikke. Men jeg tænkte på noget.”
Selvfølgelig. Selvfølgelig.
“Hvad så med det forhold at jeg ikke er her?”
Nu er vi venner. Så spiller det da en mindre rolle om du ikke er her eller ej.
“I min drømmevenskabskreds er det kun mig der snakker. Alle andre lytter. Og så, lidt efter lidt, ved du hvad så?”
Har virkelig ingen anelse.
“Så begynder jeg at lytte.”
Det lyder krævende og sjovt.
“Gør det?”
Det lyder både krævende og sjovt og æbletræ.
