At have komplekser var sært dengang. Men at stå i forhold til sine komplekser er et privilegium for nervesystemet, sjælen, sindet, hele baduljen. Ethvert menneske har et behov for at de alliancer som blev indgået tidligt i afhængighed og af nødvendighed, samt at centrale bånd flyder blot en lille smule. Dig og mig Alfred. Dig og mig Emil. Jeg kan ikke sige det mere præcist. At erkende dem videnskabeligt eller fuldstændigt er umuligt. Men ikke alt er mysterium derinde. At opnå selvkendskab på Jungs måde er forsimplet. Der er noget stjerner i håret over at erkende at komplekser er dybt vanskelige, særligt socialt invaliderende, også for det andet menneske. Hvilke komplekser har du? Hvilket ufølsomt spørgsmål! Selv i vennesamtaler. Selv i den indre dialog. Det er et meningsløst spørgsmål. På trods heraf så jeg gerne at den fortrolige vending “han har sgu for mange komplekser” blev genindført. Årsagen er at jeg netop har siddet til endnu et politisk møde og det var fandme ligesom en gudstjeneste, bare på en barok måde. Meget verdensfjernt i grunden.
At gribe til knækkede linjer fremfor kortprosa anser jeg for en unaturlig overspringshandling i forhold til disse overvejelser om komplekser. Knækprosaister har sgu for mange komplekser!
