Home Non-categorized “Jeg er blind, men du bruger ikke øjnene”

“Jeg er blind, men du bruger ikke øjnene”

1188

Zack Rømer, livet er utrolig komplekst.

“Livet?”

Ja.

“Det kan du have ret i. Men hvad mener du?”

Livet er komplekst.

“Ja, det er det da!”

Du har levet et priviligeret liv på mange områder.

“Næh. Det ved jeg snart ikke. Antager du at jeg ikke har lidt?”

Vel ikke så meget som mange andre?

“Sig aldrig, at en person ikke har lidt eller ikke har humor. Hæhæ. Du kender vist ikke meget til livet, min unge ven. Du ved vist ikke meget om hvilke antagelser om andre der sømmer sig og hvilke man bør holde for sig selv.”

Men jeg vil gerne lære at behandle andre mennesker godt.

“Så gør noget godt for dig selv, min lille landkrabbe.”

Hvordan gør jeg noget godt for mig selv?

“Elsk Gud og elsk din næste som dig selv. Vidste du at man ved en del ting om Gud? Det ved du vel?”

Ja. Men troen er en gave.

“De fleste har den ikke før de er tæt på at skulle herfra.”

Det er næsten sørgeligt. Hvordan så med kærligheden?

“Det er ikke alle, der har den heller, min ven. Men bang, bang se på himlen.”

Æh. Jeg er blind.

“Du er vist en pudsig rad.”

Jeg kan ikke se noget.

“Det anede jeg ikke.”

Kan vi ikke fortsætte hvor vi slap, jeg synes det var sådan en interessant samtale.

“Men jeg vil hjælpe dig.”

Med hvad? Med at se?

“Med at se.”

Men jeg er født sådan.

“Men er du ikke interesseret i at jeg fortæller dig, hvad jeg kan se?”

Overhovedet ikke. Jeg er interesseret i at fortsætte vores vigtige og for mig ret givende samtale uden overhovedet at nævne ting som synsfeltet, farver, lys og at kigge. Ja, hele den visuelle verden må meget gerne udelades fra vores samtale. Hør, du kan vel ikke se en vindrue? Jeg føler mig sulten.

“Jeg kom til at træde på den.”

Hvorfor?

“Den var vist trillet ned på gulvet. Jeg så den ikke.”

Jeg er blind, men du bruger ikke øjnene.

“Jo, men jeg kan ikke sidde og holde øje med alt der ligger på gulvet. Hvis jeg gjorde det, ville jeg blive skør.”

Ok.

“Jeg ville fx blive rablende bimmelim hvis jeg opdagede en tegning på gulvet.”

Det betvivler jeg overhovedet ikke.

“En tegning der forestillede mig og dig.”

Med mig foran dig, så man ikke kunne se dig.

“Hør, det er ikke rimeligt det der!”

Hihihihi.

“Hahahaha.”

Previous articleVelhavende dyr, del 2: Hugorm ejer passagerfly
Next articleNordskandinavisk roman kræver tålmodighed grundet uklar beskrivelse af sted
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)