Du har skrevet en kronok om hvordan du tager tingene når du går i biografen.
“Det har jeg.”
Jeg synes du tager tingene godt.
“Tak! Høhø.”
Du går ud af biografen hvis filmen viser en kirke. Hvor går du hen?
“Jeg forlader biografen. Forlader er ordet.”
Og hvis filmen viser et dansk flag rejser du dig op. Det lyder da umiddelbart som fornuftige ting. Du er en fornuftig mand. Jeg skal sige dig noget jeg oplevede for et par uger siden.
“Ja?”
Jeg deltog i kaptrilning på en mark. Jeg har mit trilleoutfit på og rundt omkring mig triller tusindvis af andre. På et tidspunkt konverserer jeg livligt med en anden triller, vi triller ud på en markvej og vi triller langs en å.
“Ja?”
Ak ja.
“Hvad er pointen i din historie?”
Der hang et billede af dig på træet!
“Hvilket træ?”
Ved… ved åen som jeg fortalte om. Så triller vi, min makker og jeg, videre og kommer til en landsby. Og midt på hovedgaden, lidt skjult mellem to buske, hænger et til billede af dig. Med et lidt anderledes ansigtsudtryk. En anden slags vilje. Derfor er jeg ikke portrætfotograf. Jeg har ikke tålmodigheden til at vente på at der dukker et portræt med den slags vilje op.
“Interessant. Du er mere interessant end jeg, for du har tænkt over tingene på en naturlig måde der er i samklang med både din overflade og dine dybder. Det burde være mig der interviewede dig.”
