Din bog begynder med den både fremragende, interessante og provokerende konstatering “Dommen over alle er skjult i alle”. Med denne mageløse iagttagelse skyder du efterfølgende et plot igang der minder mig stærkt om havet.
Det er dit problem hvis bogens plot minder dig stærkt om havet, som du formulerer det. Hvis et plot med to jordbundne tyfoner minder dig om havet, ja, så har du et problem.
Hvad er mit problem?
Du burde have koncentreret dig om det der interesserede dig.
Sætningen?
Sætningen.
Det er noget af en sætning.
Det er en fremragende sætning. Den er fuldstændig min.
Min?
Min.
Din?
Min.
Min?
Min.
Din?
Min.
Ahh. Ja så den er din, sætningen. Jamen tillykke.
Tak.
Må jeg putte en gærdesmutte på dig.
Jovist.
Teksterne her på avisen forholder sig direkte til tilværelsens under, men er af ringe betydning for andre end mig selv på grund af deres fravær af form. Jeg har i lang tid arbejdet ud fra den teori at teksternes brugsværdi er begrænset til ”gode” mennesker, familiejesusser og hyggejesusser, defineret som mennesker der formår at læse deres psykiske problemer ind som en undskyldende mellemregning der skal veje op i forhold til teksternes manglende substans. ”Vi er alle sammen tossede.” ”Sikke vi tosser rundt.” ”Sikke vi laller.”
Statistikken gennem knap 7 års ukueligt, dagligt filosofisk arbejde viser mig imidlertid at end ikke mennesker med en sindslidelse kan bruge teksterne. Ikke som trøst i tilværelsens smertestunder. Ikke som sygestudie. Ikke som idébank. Ikke som grine-grine. End ikke som provokation fungerer de, hvorfor enhver tanke om skønhed synes udelukket. De fungerer imidlertid som kontrast til tekster hvor formen er stram og derfor lader jeg, i håbet om at læseren i ventetiden selv vil supplere med en stram form udefra, blot ikke alt for stram!, teksterne være som de er. God læselyst! Kh Morten, d. 16. juni 2020
