Naboerne forstod efterhånden at Jørgen var død. “Jørgen bor et andet sted,” havde hun sagt til en begyndelse. Kun Allan var sensitiv nok til at forstå sammenhængen. De andre naboer forstod at Jørgen var død, men sammenhængen forstod de ikke.
“Vi forstår ikke sammenhængen.”
Naboerne stod i en lang række foran Jørgen med høtyve, parate til at lynche ham.
Allan forklarede dem sammenhængen og de gik slukørede hjem.
Allan var så sensitiv at han hele tiden måtte tænke på sine egne ting. Kun lille Jordan savnede Jørgen. Hun havde en barne-høtyv.
Jørgen var der hvor alle popsange forstummer. I et lille mørkt rum med en stol og den forseglede dør knapt synlig i den bronzerede væg. Jørgens ånd svævede over gulvet. “Jeg kan ikke se Jordan men jeg ved at hun må undergå stor smerte nu. Er dette helvede eller dødsriget?”
En fremmed kom til byen og bankede på Jørgens dør. Hun kom ud efter to minutters ventetid.
“Jørgen bor her ikke mere.”
“Jeg bor her. Jeg er Jørgen. Hvem er du?”
“Anne Lise er mit navn. Jørgen.”
