Selvfølgelig kan de da ikke det! Den førte racistiske ulighedspolitik kører derudaf, mens poeterne bliver i deres elfenbenstårne som selvhøjtidelige, utålelige renæssancemennesker: “Kunne… å kunne jeg være en fremragende dansk poet?” Latterligt spørgsmål. Drop nu den genifetichisme. Å, jeg glæder mig til den dag maskinel intelligens kommer til og forklarer os at der aldrig har eksisteret menneskelig genialitet, for hvor er det usundt at spejle sig i folk man tror er genier. Det stimulerer blødagtigheden på en alt for subtil måde. Jeg ved godt det er naivt, men hvor kunne det være opløftende og berigende for “verrden” hvis alle mennesker havde en kunstnerisk praksis hvor de for alvor kunne udfolde en paralleleksistens der rakte betydningsfuldt og opbyggeligt ud til andre.
Dilemmaet er:
1. Poesi kan være utåleligt for meget for mennesker der ikke selv opsøger det. Alle modstandsmekanismer aktiveres, alarmklokkerne ringer og barriererne ryger op.
2. Der kan være et udbytte.
Det, at vi sjældent spørger om dilemmaet kan løses ved et kompromis, synes jeg er tumpet.
