Karl Kobbertråd giver mig hånden midt på sin egen græsplæne med en energi som har han for nylig fået stimulerende sex, løber dernæst lidt væk, omkranser munden med hænderne og tilråber mig, let foroverbøjet: “Glad pok!” Jeg har aldrig tidligere mødt denne tiltaleform og undrer mig ærlig talt. Ganske kort forinden virkede han seksuelt tilfreds, nu som en slags klovn. Jeg overvejer om det er mig der har misforstået, bøjer mig over ham, han er kun en halv meter høj, og aer hans hår med de beroligende ord “Det er rigtig irriterende for dig at du er så lille”, hvorefter han bider mig ganske hårdt i knæet. Jeg sparker ham bort, han ruller hen ad græsplænen. Vi spidser ører da en bil i det samme dytter. Det er min redaktør der er kommet på inspektion for at se om jeg opfører mig skikkeligt overfor Karl Kobbertråd. Jeg skjuler Karl ved at strø en anseelig mængde græs over ham og hvisker til bunken at han skal le mens jeg også ler. Vi ler af fuld hals og redaktøren, Gunnar Vase, hedder han kort og godt, kører bort igen, leende og let kulret.
