Home Non-categorized Karl Ove Knausgård er ikke hellig

Karl Ove Knausgård er ikke hellig

336

Han er ikke medlem af de helliges samfund. Problemet er at ingen kulturjournalister ønsker at interviewe ham. Det er fordi han definerer tidsånden og den pagt fristes de fleste til at opretholde udad- og indadtil. Hykleri. Hvis han var en radikal person og tænker, hvilket jeg smykker mig selv af at være, søgte han imod dens modsætning tilforladeligheden. I stedet søger han suppe. Endeløs suppe.

Tager man livtag med noget så ufatteligt banalt som tidsånden er man populist i sværere og mere bekymrende grad end Trump og hans ligemænd fordi vi er inde på det åndelige domæne. Tidsånd er bare et ord. Dets betydningsindhold er næppe over 40 procent.

Jeg vil tro at Knausgårds holdning til noget så kontroversielt som statsfinansieret dødsstraf er kernesund. Jeg har set en fyr i Korsør som havde to børn. De så eddermame ikke godt ud de børn. 5 og 3. Værsgo’. Den fyr burde have en sprøjte med gift.

Tilgivelse er et personligt anliggende og ikke et statsligt. Lad alle de skandinaviske krimidrømme koge, men lad dem tillige koge over så vi ser sandheden.

En vis ærefrygt omkring kærlighedens virkninger burde vi kunne skimte ude i kulturlandskabet. Men der er udelukkende Knausgård. Kærlighedens virkninger er lige så vigtige som kærlighedens gerninger. Kærligheden udretter ting. Vi kan kun se fragmenter, men Det Gode Skib Nåden sejler fint. Så den med at kaste sig ud på 30.000 favne vand, som Kierkegaard så generøst anbefaler, var Kierkegaard generøs?, rent personligt?, jeg har mine tvivl, kan vi godt pakke sammen.

Nu til noget morsomt og tilforladeligt. Ægteskabskapellet i computerspillet Leisure Suit Larry fra 1987, hermed anbefalet, for det er så topfyldt med sentimentalisering af kærligheden, at jeg må le.

Hvad har vi på kulturtapetet? Endnu en kuldslået identitetsjagt i et kærlighedsløst hjem. Små venner! Se på børnene. Den spontane kærlighed, livsytring, går ikke af mode når den næste tidsånd pibler frem af kloakkerne.

I denne artikel nævnte jeg en virkelig person. Jeg skrev kritisk om vedkommende. Der er tale om Karl Ove Knausgård. Hvis du, Karl Ove Knausgård, ønsker at forsvare dig ved at forholde dig til denne kritik kan du skrive til mig på mortenhh@gmail.com hvorefter vi kan forhandle om dit svar som kan publiceres på dette sted. Med venlig hilsen Morten Hjerl-Hansen

Previous article“Når han skriver så meget er det ikke utænkeligt, at han har spist sproget”
Next articleDem, der bliver pikerede på andres vegne har, realistisk set, ødelagt internettet som vi kender det fordi…
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)