“Vi talte fortroligt og lidenskabeligt: Vi talte indirekte om kernen i alting. Hvis en meget berømt kunstner hørte os tale ville han nok slet ikke anerkende at vi interesserede os for kernen i alting, men for fire fisk i et fiskeudsalg. At vi havde en sikker sans for fisks smag og udseende. Han ville tage fejl. På en vis måde argumenterer man sig frem til en position i kunsten, nemlig i den dialog man fører med sig selv i etableringen af det centrale: ens praksis.”
Du hævder at måden, man taler med sig selv spøger i værket.
“Måden, man taler med sig selv er altid synlig i praksissen. Praksissen er altid synlig i værket. Ergo er måden, man taler med sig altid synlig i værket.”
