Du har udvist den helt store empati i dag på dit arbejde i en bemærkning om de seneste dages terrorangreb?
“Ja. Jeg ved virkelig ikke om det var empati. Jeg synes ikke jeg var chokeret nok efter mine egne standarder og i forhold til det billede jeg har af mig selv og min etik, hvad der egentlig kommer ud på det samme, jeg er jo en rar fyr, ved jeg. Ved du det?”
Ja. Jeg kender dig ikke, men du virker usædvanlig meget til den gode side. Jeg får næsten lyst til at give dig et kram.
“Kram løs. Kram løs.”
Ahhh.
“Åh, det er dejligt.”
Produceren: “Hør, hvad sytten laver I to?!”
Det er privat!
“Det er privat!”
Tak for et helt usædvanligt dejligt kram. Det er sjovt. Jeg tænkte på noget andet.
“Det er sjovt. Det er det. Det er overraskende.”
Jeg tænkte på at magten er sød. At det at være en socialt uretfærdig politiker ikke umiddelbart indebærer, at man kan mærke folks retfærdige indignation. Det er andre ting man står i forhold til.
“Ja. Opmærksomheden er et eller andet andet sted, væk fra jorden og realiteterne.”
På en måde ja. Det er spøjst.
“Det er spøjst du tænkte på det. Jeg troede ikke du var så klog som de gamle sætninger.”
De gamle sætninger?
“Veni. Vidi. Vici. Jeg kom. Jeg så. Jeg sejrede. Den slags. Ordsprog. Latinere.”
Ingen er vel helt så klog som de gamle sætninger. Men der er vel et overskueligt antal. Så hvis man lærer dem alle sammen og kombinerer dem kreativt på nye måder så kan man vel godt sige, at man er klogere.
