Home Non-categorized “Kvindernes krigsgæld” — “En glohed smørmands bekendelser” — Eller: “Tak for i...

“Kvindernes krigsgæld” — “En glohed smørmands bekendelser” — Eller: “Tak for i kampen!” — Eller: “Tillykke med kampdagen!”

25

Kære nedkæmpede mand!

Lad os for en stund, du og jeg, forvandle os til det glohede smør, som et helt dusin kvinder i øjeblikket hælder ned i øjnene på os fra deres økologiske trækroner. Jeg vil nu forfægte og bearbejde, påvise og plædere for at et indlæg i kønsdebatten altid bør være biased og fjendtligt, når det nu, af indlysende grunde, ikke kan være personligt. Personligt kan det logisk set først blive bagefter, når tingene er blevet sat på plads af mig, tiden har ydet sin del og freden mellem kønnene er genoprettet og fjendskabet kan fortsætte.

Ak!

Men kønskamp følger ikke logikkens love og bliver altid i sidste ende personlig. Jeg har læst mange indlæg om kønskamp i dag og de har næsten alle været frustrerede. Nuancerne er drattet ned i et stort sort hul. Koppen er væltet.

Et indlæg i kønsdebatten bør retfærdiggøre sig som både biased og fjendtligt. Ellers bliver det valent, fejt og latterligt. Det er det jeg gør her, i det jeg forsvarer mænd og, omend modvilligt, viser kvinderne den ufattelige nåde, som jeg, ikke de, er vant til. At vise.

Tak, Morten Hjerl-Hansen!

Selv tak, da. Det levende ord har det med at blive lidt for levende, når vi ikke varer vores mund. Hvem siger at alle de glammende feminister som nu har sejret ad h til med al deres ih og åh så behjertede sondringer og begreber ikke bør sige du-er-ok til os mænd.

Kønt ville det være!

Men en sådan formelt-generaliseret og derfor afsvækket-upersonlig og derfor gratis-parodisk, men stadig alvorlig, du-er-ok bør vi mænd ikke forvente.

Krig.

Ak!

Hvorfor må et indlæg i kønsdebatten nødvendigvis være biased?

Et indlæg i kønsdebatten må nødvendigvis være biased fordi der er så mange følelser involveret. Det må endda være mere end det for at jeg overhovedet kan tage personen der taler eller agerer alvorligt. Det må være fjendtligt, ikke krigerisk, vi intellektuelle er imod krig, og det bør min tilhører også være.

Godt så.

Jeg kan respektere både vatpikke og bitterfisser men ligefrem tage dem alvorligt det kan, vil, må, skal og bør jeg ikke gøre. Jeg bruger allerede for meget respektenergi i forhold til den verserende og unuancerede kønskamp. Mine energiressurser går til anstrengt, erkendt påtaget respekt og smilen og fedteri og nikken og dejsen omkuld og rejsen mig op igen og kryben ned i de skyttegrave der i godt 100 år har vist sig nyttige når der anvendes højteknologi på slagmarken i form af tunge skyts, automatvåben og tastaturer.

Forholdet mellem kønnene skal være personligt, biased og fjendtligt. Hvis man samtidig vil krig, så bliver det lige en tak for meget. Et personligt, biased fjendskab er smukt, beroligende, hyggeligt og varmt, når det går højt, vel at mærke, hvorimod krig er modbydeligt.

Biased, ja. Fjendtligt, ja.

Ja, ellers bliver jeg da først mistænkelig! Så meget fylder det køn vi nu engang har nu dog alligevel. Det indebærer jo et enooormt problem når jeg som intellektuel skal udtrykke noget viisdom omkring kønnene at enhver sand kvinde må mene, dybt i sit hjerte at en mand intet er uden sin kvinde, ligesom enhver sand mand må mene det modsatte dybt i sit hjerte, at kvinden intet er uden ham. Det var dog udtryk for en noget sygeligt afsvækket stolthed hvis jeg sagde om mig selv at jeg intet var uden kvinden eller hvis en kvinde sagde eller opførte sig som om at hun intet var uden mig. Nej! Det ville være latterligt, for her kommer den gode Gud ind i billedet og Gud sørger for fyldtheden så vi dog er noget, et eller andet gangbart, i os selv og for andre. Han legitimerer fjendskabet mellem kønnene. Det hele starter, og slutter vel også, med fjendskabet.

Vi mænd er bare bedre til at sige tingene som de er.

Den mand der ikke kan dæmonisere bestemte anderledes tænkende, fx kvinden i hans liv, uden dermed grundlæggende at opfatte den anden som essentielt ond vil ikke sine medmennesker noget. Det flyder over engang imellem, vi kommer derud hvor tingene kan gå galt, det bliver farligt.

Nuvel. Så må vi sige pyt og komme videre i teksten. Vi er alle vrag. Få gang i selverkendelsen derude.

Kærlig hilsen

Morten

Previous article1. Sygdom/2. Mine engle som Far
Next articleVenlig henstilling til svineavlerne i Danmark
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.