Home Non-categorized Lægmandsprædiken: Jeg tror i mit hjerte fuldt og fast på at det...

Lægmandsprædiken: Jeg tror i mit hjerte fuldt og fast på at det er mandens fornemste og helligste pligt i ægteskabet at føre kvinden ind i kristendommen på en måde der både er mild og dermed besk og konsekvent og dermed vaklende

2067

Hvis min kvinde ikke føler det er min pligt eller føler at jeg har udrettet min pligt så er jeg ikke hendes mand længere.

Kirken er et sted uden roller. Det er et sted hvor vi er lige mere end i nogen anden henseende i livet.

En mand der har så svære sindslidelser som jeg er ikke kommet igennem til hvor han er ”ved” ”et godt bagland” men ved noget højere.

Dette højere er ikke et samlet billede og så alligevel lidt. Det er nemlig en inderlig udlægning af Evangeliet.

Det har ikke noget med ultimatummer at gøre, men med et minimum for mig.

Johannes Sløk sagde engang til sin kæreste, han havde et barn med hende, noget i retning af ”Nu skal du sige det eller gå”. Hun sagde det ikke. Så sagde han hun skulle gå. Hun gik. Jeg vil tro barnet fik traumer.

Hvem er mest kristen i disse ”overvejelser”, som ikke er overvejelser? Det ville være umenneskeligt at dømme om.

Er det rablerier? Nej. Det er personlighed. Det er ting der kun lige akkurat lader sig udtrykke med ord. Det er noget dybere end almindelige følelser. Det er noget som bæres frem i digte. Det er noget med stille vand langt nede.

Det mindste kvinden kan gøre er at tilstå sin mand denne pligt. Det er altså ikke noget helligt af kvinden at tilstå denne pligt. Der er mangfoldige kvindelige pligter der er hellige. Dem kender kvinder. Dem kan jeg kun gisne om.

Den lille Prins opbevarer sin rose i en glasklokke. Det er hans eneste pligt. I Rosens Navn drømmer munken om kvinden i hans elskovsnat med henvisning til Freud og til at sex er det mest mystiske et jordisk menneske kan opleve i sin krop, med sin krop.

Spotterne kan kalde mig en kristendomsinstruktør, en missionær, en dommer, en mandschauvinist. Jeg er ligeglad. De kan kalde mine ord for radikaliseret bavl. Jeg er ligeglad. De betyder det de betyder. De betyder at kærlighed ikke ruster. De betyder også at det moderne samfund mener noget andet med en tyngde og en værdiforvirring som er svær at administrere. Derfor er der sat to til at administrere den. Det betyder ikke at ægteskabet ikke er sårbart. Det betyder det modsatte. Det betyder selvfølgelig at kærligheden mellem mand og kvinde har utrolig trange kår i vores moderne verden.

Med disse ord må min elskede vælge om hun fortsat vil være min hustru eller overlade mig helt til værdiforvirringen som en Kierkegaardsk munk uden de evner. Jeg vil gerne realisere det almene for jeg kan ikke andet end at være lykkeligt forelsket når jeg har vores datter og hende nær mig. Når man er så positiv og generøst et menneske som jeg kan man ikke holde til at være ulykkelig. Så må man afvise de glæder, blive en glædesløs munk overfor værdiforvirringen.

Samfundet tvinger os på denne måde til at forgude hinanden i stedet for Guden. Så trængte er vi på grund af moderniteten og kapitalismen. Derfor må vi selvfølgelig rotte os sammen. Mod en ond verden. Ligesom vi altid har skullet. Derfor har vi brug for Nåden sammen og hver for sig. Kirken er for mig en mild bygning. Når gode kristne mennesker holder sig væk fra den er de i et limbo. Det er sådan et limbo for mig er defineret. Hvem kan holde til det? De to kristne bud har en rækkefølge. Der er noget lyst og noget sort i det. Ikke alt det sorte skal afvises, men lyset skal modtages i Julens budskab om et lys i mørket, om glæde og evig fred.

Amen.

Previous articleFaldt i søvn med brevdue i hånden
Next articleProp Kaalunds mavesyre
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)