Home Non-categorized Lægmandsprædiken: Jeg tror i mit hjerte fuldt og fast på at det...

Lægmandsprædiken: Jeg tror i mit hjerte fuldt og fast på at det er mandens fornemste og helligste pligt i ægteskabet at føre kvinden ind i kristendommen på en måde der både er mild og dermed besk og konsekvent og dermed vaklende

909

Hvis min kvinde ikke føler det er min pligt eller føler at jeg har udrettet min pligt så er jeg ikke hendes mand længere.

Kirken er et sted uden roller. Det er et sted hvor vi er lige mere end i nogen anden henseende i livet.

En mand der har så svære sindslidelser som jeg er ikke kommet igennem til hvor han er ”ved” ”et godt bagland” men ved noget højere.

Dette højere er ikke et samlet billede og så alligevel lidt. Det er nemlig en inderlig udlægning af Evangeliet.

Det har ikke noget med ultimatummer at gøre, men med et minimum for mig.

Johannes Sløk sagde engang til sin kæreste, han havde et barn med hende, noget i retning af ”Nu skal du sige det eller gå”. Hun sagde det ikke. Så sagde han hun skulle gå. Hun gik. Jeg vil tro barnet fik traumer.

Hvem er mest kristen i disse ”overvejelser”, som ikke er overvejelser? Det ville være umenneskeligt at dømme om.

Er det rablerier? Nej. Det er personlighed. Det er ting der kun lige akkurat lader sig udtrykke med ord. Det er noget dybere end almindelige følelser. Det er noget som bæres frem i digte. Det er noget med stille vand langt nede.

Det mindste kvinden kan gøre er at tilstå sin mand denne pligt. Det er altså ikke noget helligt af kvinden at tilstå denne pligt. Der er mangfoldige kvindelige pligter der er hellige. Dem kender kvinder. Dem kan jeg kun gisne om.

Den lille Prins opbevarer sin rose i en glasklokke. Det er hans eneste pligt. I Rosens Navn drømmer munken om kvinden i hans elskovsnat med henvisning til Freud og til at sex er det mest mystiske et jordisk menneske kan opleve i sin krop, med sin krop.

Spotterne kan kalde mig en kristendomsinstruktør, en missionær, en dommer, en mandschauvinist. Jeg er ligeglad. De kan kalde mine ord for radikaliseret bavl. Jeg er ligeglad. De betyder det de betyder. De betyder at kærlighed ikke ruster. De betyder også at det moderne samfund mener noget andet med en tyngde og en værdiforvirring som er svær at administrere. Derfor er der sat to til at administrere den. Det betyder ikke at ægteskabet ikke er sårbart. Det betyder det modsatte. Det betyder selvfølgelig at kærligheden mellem mand og kvinde har utrolig trange kår i vores moderne verden.

Med disse ord må min elskede vælge om hun fortsat vil være min hustru eller overlade mig helt til værdiforvirringen som en Kierkegaardsk munk uden de evner. Jeg vil gerne realisere det almene for jeg kan ikke andet end at være lykkeligt forelsket når jeg har vores datter og hende nær mig. Når man er så positiv og generøst et menneske som jeg kan man ikke holde til at være ulykkelig. Så må man afvise de glæder, blive en glædesløs munk overfor værdiforvirringen.

Samfundet tvinger os på denne måde til at forgude hinanden i stedet for Guden. Så trængte er vi på grund af moderniteten og kapitalismen. Derfor må vi selvfølgelig rotte os sammen. Mod en ond verden. Ligesom vi altid har skullet. Derfor har vi brug for Nåden sammen og hver for sig. Kirken er for mig en mild bygning. Når gode kristne mennesker holder sig væk fra den er de i et limbo. Det er sådan et limbo for mig er defineret. Hvem kan holde til det? De to kristne bud har en rækkefølge. Der er noget lyst og noget sort i det. Ikke alt det sorte skal afvises, men lyset skal modtages i Julens budskab om et lys i mørket, om glæde og evig fred.

Amen.