Statsministeriet bør fremover forpligte sig på ved sjældne lejligheder at optræde gakket og uddele små Karl Johan svampe af kobber sammen med humoristiske officielle skrivelser lavet af samme ministeriums embedsmænd.
Det kan forekomme som en uskyldig, latterlig, uopnåelig, arrogant eller malplaceret idé. Men jeg tager humor meget alvorligt og vil gerne bede min læser høre hvad jeg har at sige her. Efter at have beskæftiget mig med humor igennem hele mit fyrreårige liv og selv dagligt forsøger mig med at være morsom, må jeg sige at der er noget mystisk, enestående og befriende ved humor som ironi slet ikke kan sammenlignes med. Jeg er derfor glad for at min landsmand Søren Kierkegaard skelnede skarpt mellem ironi og humor.
At Statsministeriets embedsmænd fremover forpligter sig til en sjælden gang imellem at sende disse kobbersvampe og diplomer ud til almindelige borgere er for mig et stort skridt. Det kræver ikke en forfatningsændring. Det kræver ikke en masse økonomiske midler. Og det kræver ikke nødvendigvis hjælp udefra i form af standuppere som ofte er kynikere og ironikere. Det kræver ikke en folkeafstemning og det kræver ikke en afstemning i Folketinget. Det kræver en velovervejet beslutning af Statsministeren.
Vi har i alle disse år siden demokratiet blev opfundet i Grækenland vænnet os til tanken om at staten skal have et menneskeligt ansigt. Men den skal have mere end det. Den skal have en sjæl. Og hvad er en sjæl uden humor? Hvad er Danmark uden hygge kunne man spørge? Hvad er hygge uden humor?
De kunstnere der gennem mange år er blevet betalt af staten for at opstille skulpturer der passer til byernes forskelligartede rum er i dag kommet til kort. Det betydeligste skulpturelle kunstværk i Europa, Holocaust monumentet i hjertet af Berlin, er i dag kommet til kort fordi tyske nynazister nu er blevet valgt ind i Europaparlamentet. Dets alvorstunge og virkningsfulde symbolik når man selv oplever det ved at spadsere igennem de uhyggelige korridorer mellem betonblokkene er i dag blevet udhulet. Jo, vi kunstnere er blevet for arrogante.
De fleste der ved lidt om statskundskab ved at Statsministeriet ikke er det fineste ministerium. Det anses nærmest for at være en smule støvet. Ikke så fint som Udenrigsministeriet og Finansministeriet. Men hvad er Udenrigsministeriet? Hvorfor tage til udlandet når vi har det så godt i Danmark? Hvad er Finansministeriet? Forblændede af vækst. Nej, det fineste ministerium er i mine øjne Statsministeriet.
Magt og humor. Selvtilstrækkelighed. Der hvor der er magt er der også skævhed. Man kan synes det er fint at vi har et repræsentativt demokrati og acceptabelt at dem der sidder i Folketinget har magt. Jo, det mener jeg også, men alligevel er der noget sort ved det. Det har jo udviklet sig til embedsmandsvælde. Levebrødspolitikere er der også mange af. Og jeg må minde om at en af demokratiets fødselshjælpere, Sokrates, klart mente at dem der er interesserede i magten ikke skal have den bare fordi de kan gå rundt og grine ligesom embedsmænd og tale på den rigtige måde.