Jeg synes det er så utroligt vigtigt at være moderat antiautoritær og politisk vågen i disse tider i forhold den udvidelse af kampzonen der har fundet sted siden Reagans spindoktorer fik 47 af 50 staters borgere til at stemme mod deres egne interesser i begyndelsen (af 1980’erne). Vi er alle begyndt at tænke som om vi selv var varer, hvad vi dog aldrig bliver.
Nyhedsbrevet kan skimmes her: link.
Fordi nogle af mine personlige grænser blev overskredet bliver dette kun til en lynanmeldelse. Det er klart at liberalismen har lighedstræk med en selvisk religion, men det er ligeså klart at denne konstatering er unuanceret i sit væsen. Jeg blev i godt humør. Men det var en form for tis, for det holdt ikke så længe.
Mine grænser blev selvfølgelig overskredet på grund af hurtigsprog. Vi tager lige en omgang
sprogmassage:
Skattelettelser er et dumt ord. Lad være med at bruge det. Skat er noget vi giver hinanden.
Brug ordet indehaver om topcheferne i det private. Det er hvad de er.
Besparelser og omprioriteringer er nedskæringer. Det er det ord vi bør bruge.
Nødvendig politik er reaktionær politik.
Og så “falder” man ikke ud af arbejdsmarkedet.
Alle de ting bliver vi nødt til at gøre med sproget når vi absolut ikke vil hedde arbejdere.
