Home Non-categorized “Man kan godt lære nogle grundtrin indenfor psykiatrien uden selv at blive...

“Man kan godt lære nogle grundtrin indenfor psykiatrien uden selv at blive smittet med en forholdsvis naturlig og eskalerende hundeangst for om man selv har en alvorlig sygdom inden for feltet”

317

“Man kan godt lære nogle grundtrin indenfor psykiatrien uden selv at blive smittet med en forholdsvis naturlig og eskalerende hundeangst for om man selv har en alvorlig sygdom inden for feltet.” Denne sætning er uhyre vigtig, fordi den udtrykker et kulturelt tomrum, sætningen er vigtig fordi den er central for det oplysningsarbejde som forestår inden for de nærmeste år og som psykiatrien skylder os som befolkning og som enkeltindivider. Sætningen er fin-fin. Udtryk for noget kommende, noget muligt. Men den er, hvis jeg skal udvise den fornødne selvkritik, mere et luftkastel end en åbenbaring. Fordi det er svært.

Det er svært. Også for psykiaterne at lære grundtrin fra sig, uden at fremstå som arrogante og bedrevidende autoriteter. Det kræver litterære virkemidler[1]. Derfor en forsigtig appel til mine skribentkolleger om at tænke over min enkle sætnings humanistiske og menneskekærlige samfundspotentiale og værdi. Jeg kan ikke forestille mig den danner grundlag for ret mange selvhjælpsbøger, skolebøger, essays eller cafésamtaler som sagerne står. I hvert fald noterer jeg mig med ærgrelse at ingen af kommentatorerne endsige artikelskriverne på aviserne tør bruge ordet løgnerpersonlighed. Hvis vi er så fremmedgjorte i forhold til psykiatriens sprog, ja, så ser vi ikke de højreorienterede spindoktorers marionetmennesker tydeligt. Politikere er bare mennesker og derfor må vi gardere os med en passende mængde intellektuel følelseskulde, også kaldet fornuft, samt viden, selverkendelse, menneskekundskab og modenhed for at undgå at opføre os simpelthen hihi bizart når vi taler om psykiatriske diagnoser blandt politikere. De er ganske almindelige, disse diagnoser, og vi må også sige at mindst to håndfulde af dem vanskeliggør arbejdet som politikere. Politikere repræsenterer et folks fuldkommen naturlige følelsesmæssige behov for lighed og livsudfoldelse. Det er meget overmodigt at forklejne psykiatri. Det er da mere overmodigt end at dyrke stereotype -ismer og fobier som neoliberalisme og xenofobi. For det sidste gøres mere eller mindre bevidstløst af mennesker der dybest set er stressede. Konkluderende vil jeg da ærlig talt hævde at det er ethvert ustresset menneskes pligt at udfordre sin egen forestilling om hvad psykiatri er. Det gøres ved at sætte sig ind i sagerne. Det er en høhø stressende aktivitet, men dem der lige nu er ramt af ustress må lide lidt for at samfundet kan blive skønt igen.

Det er en vanskeligt ting, psykiatri, jeg har skrevet om her, men dersom nogle af emnerne alligevel interesserer dig, så vil jeg henvise til The Other Newspaper: https://www.othernewspaper.com

Grunden til at jeg linker er ikke at lave reklame for mig-mig-mig. Det er for at legitimere de påstande og holdninger jeg lægger for dagen i dette indlæg og som klart etisk overskrider læserens intimsfære. Jeg har udtrykt ting som den tidlige Wittgenstein ville sige man skal tie om, fordi det ikke lader sig gøre at tale om dem i det hele taget. Men der var også en senere Wittgenstein som talte, omend brudstykkevist, om de vanskeligere emner. Lad mig uddybe. Jeg er klart tilhænger af det synspunkt at viden om psykiatri som man opsøger på egen hånd, fx via nettet, kan forværre ens almentilstand. Hvorfor sytten skriver jeg om dem? Det kan jeg kun gøre ved at legitimere mig. Jeg legitimerer mig via mit postmodernistiske værk The Other Newspaper. Det kan jeg gøre fordi den udtrykker min personlighed. Personlighed er altafgørende. Vi kan ikke have intellektuelle hattifnatter som ikke tør legitimere sig ved at skrive de ting de har på hjerte. De er bare hipstere. Nisser. Fupmagere. Brallerhoveder.

Hvad vil jeg opnå ved at skrive disse ting om psykiatri lige fra boven? At gøre folk urolige? Ja, det vil jeg da forvente at de bliver, uden at det er min målsætning som sådan. Jeg kan ikke realistisk forestille mig eftertænksomhed uden uro og urolighed. Der er mange i nutiden der rapper om at uro er noget med farlighed eller det okkulte men det er fordi de læser for meget underlødig genrelitteratur. Selvfølgelig kan man ikke være bekendt overfor sine nærmeste at bære sig så tåbeligt ad.

-mhh

[1] Jeg taler faktisk ikke om værker, store og forkromede, som vi kan bruge til at dunke de dumme oven i hovedet med og rose i Information og give priser. Det sammenhængende litterære værk er dødt. Ethvert egentligt litterært værk anno 2019 er en genoplivning hvor man skeler til fortiden. Og det er som bekendt vanskeligt for en høhø skeløjet at genoplive. Det er slet ikke det jeg taler om. Det jeg taler om er at der skal et litterært sprog til.

Previous articleVitsen om de to fornuftige mennesker
Next articleEn torsdag i juni, år 2100: Første talende kat uddannet som sygeplejerske
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.