Sorg er den eneste entydigt legitime negative følelse, eftersom frygt i de fleste tilfælde er uhyrligt og unødvendigt og misundelse ligeså. Derfor skal vi selvfølgelig have os melankolikere frem i snakkemediebilledet til trøst og til opmuntring. Men plaprende-farverige bliver vi aldrig. Analysen er vores dyd. Fantasien er vores ideal. Sorgen er menneskets referencepunkt: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorg over ikke at kunne skille tingene ad. 4. Længsel og 5. Sorgen over at være sig selv nærmest.
Over for sorgmennesker som ikke hader muslimer, fordi vi har ro og ydre rammer der gør at vi kender lidt til sorgens kompleksitet, står frustrationsmennesket.
Hold fast I at De ikke er et frustrationsmenneske. Frustrationsmennesker elsker indre øllebrødskampe, men skyer klarhed og nuancer. Frustrationsmennesker accepterer ikke tilværelsen som den er. Frustrationsmennesker driver det aldrig til selvmedlidenhed.
”For the love of God, you ought to take pity on yourself”
-Bob Dylan (protestsanger)
