Jeg lever oppe i verdensrummet. Det er måske en ringe trøst for dig der lever hårdt her i julen. Måske ikke. Og det er dette måske ikke der glæder mig. Måske kan disse ting jeg nu vil sige være dig til en ringe, men ikke ubetydelig trøst. Det forekommer dig måske mærkeligt at nævne det men her oppe i verdensrummet foregår der mange løjerlige ting. Det er derfor vi pynter op. Gran stritter. Javel. Det er godt at der er en overensstemmelse mellem dette, ja pynt, og de mærkelige ting der foregår i verdensrummet i julen. For at komme til sagen: Jeg inviterer dig op i verdensrummet. Her ser du verdensrummet. Her er det et spørgsmål om at se på de ting der er der. Gå forbi manden med pilene der udpeger julens komponenter. Kig op! Her har du mig. Jeg er ikke Peter Pan. Jeg er Morten Hjerl-Hansen. De ting vi betragter er så samlede og vidunderlige at de både er synlige og usynlige. Det med manden med pilene kom vi let forbi. Nu går engle hen over det hele og befrier os med deres gamle sange.
Jeg kan ikke så godt lide når følelserne kører op og sammen på samme tid for jeg er Morten Hjerl-Hansen. Jeg kan bedre lide når vi går lidt i stykker alle sammen fordi det er jul. Det forudsætter selvfølgelig en vis arrigskab i juletilpasningen og det må vi ikke glemme. Vi må ikke glemme Dickens julehistorie.
Julen er et omfavnende kærlighedsbudskab som gør at ansvaret for en tid falder ned af skulderen som en død papegøje og befrier os så vi kan danse.
Freud kommer til undsætning i himlenes himle og minder os om at vi ikke er herrer i vores eget hus.
Her i verdensrummet er planeterne alle sammen runde, hvilket godt kan være lidt trivielt.
Men disse fine observationer må ikke få os til at glemme at vi er voksne. Og hvem er mere voksen en Scott Lipton med hans kakymantiske teori?