Min patient er proportionsforvirret og beslutningsfremmedgjort. Uheldigvis er min patient mig. Men det er da meget godt jeg selv ved det. Jeg har ikke til dato besluttet noget. Ingen pis. Jeg har gjort de ting jeg skulle og følte var meningen jeg skulle gøre uden dog at kunne se sammenhængen. Det føles velgørende at tænke over proportioner i min ensomhed. Jeg bliver med det samme overrasket over at jeg lægger overdreven vægt på ting af mindre betydning.
Alle disse tanker udgør muligvis en ikke-kommerciel popsang. Jeg inviterer ikke hele Danmark med på en lytter i jagten på en Audi.
Hegel var en skør mand. Men med blødheden, (åbenhedens mulighed samt blødagtighedens fristelse) følger fastheden (integritetens mulighed og dominansens fristelse).
Måske er afhængighed af andre noget skidt, men jeg er mere tilbøjelig til at se det som noget naturligt.
