Home Non-categorized Mortens mentalhygiejne og distriktspsykiatriske imperium præsenterer: Forlængst afdøde hunde

Mortens mentalhygiejne og distriktspsykiatriske imperium præsenterer: Forlængst afdøde hunde

97

Ja, så sidder jeg atter bænket i den lille stue i lokalarkivet i Tapper på jagt efter nogle af de her såkaldte mennesker der har skrevet om deres kære afdøde hunde på en tilnærmelsesvist sprogligt original måde. Ja, jeg kan ligeså godt indrømme at jeg er på jagt efter et skriftligt vidnesbyrd om at en eller anden, bare en eller anden, knold har kaldt sin gode vovse for Kandelaber. Anvendt dette tossede navneord metaforisk. Til højre for mig ligger stakkevis af journaler, hundesamværsdagbøger, sygehistorier, breve, postkort, post-it noter der alle svigter. Men til venstre ligger dagens fangst: en grøn konvolut der har været åbnet og er adresseret “Til min hund Kandelaber”. Jeg ånder lettet op. Brevets indhold følger nedenfor.

Kære Trofast, ja, jeg var lige ved at skrive kære Kandelaber, det navn bruger jeg jo når vi er alene sammen på vores ture, hvordan skal nogen fatte hvor meget jeg holder af dig. Kærlig hilsen Jesper Takhøj, din herre

Jeg gnider mig på hagen, tager en slurk af min medbragte kaffe og henvender mig stilfærdigt og høfligt til den gamle skolelærer Gabriel Maradjøngade der er frivillig på arkivet. Jeg har i sinde at lægge kortene på bordet, men ved ikke om det giver mening at sprogliggøre hvorfor jeg har spildt min torsdag på at lede efter et eller andet kødhoved der har kaldt sin hund kandelaber i dybeste oprigtighed og i respekt for, ja, sproget. Maradjøngade ser overbærende på mig. Det er tydeligt for mig at tankerne flyver rundt i hans hoved og at han leder efter ord. Jeg aer hans sparsomme Bernie Sanders lokker og løfter ham op til han bøvser tilfreds. Han har netop spist en peanut.