“Hvad der præcis foregår er mig en gåde.”
Kamma Bransalund sliber de sidste hårrester af døren, mens hun med den anden hånd dunker sin mand Per Vand Bransalund oven i hovedet med en elegant paraply. Det er dagen derpå. To flyttemænd er i gang med at bære husets mange bogreoler og bøger ud i haven. Den ene rømmer sig:
“Jeg har altid været bange for at sige min mening. Andre er sådan nogen idioter. De sidder bare inde i granerne med et lumsk udtryk og venter på at de kan komme til at stemme på den seneste nye menneskefjendske folkeforfører. Jeg er opmærksom når deres hænder kommer ud og leder efter stemmeurnerne. Jeg forsøger at dunke dem med en askeske, når jeg kan komme til det.”
Naboen kommer syngende gående op ad indkørslen. Han har lige været et smut ude og tisse på alle kvarterets biler.
“Godmorgen. Jeg kommer med lidt kikkertstøv og lidt smeltet kikkert. Stå ret!”
Per Vand Bransalund opfatter den bryske nabokommando som et forlængst glemt færgesignal og retter ryggen.
