Du hævder at føle, du kan lave en ret epokegørende samfundsanalyse?
“Jeg vil sige det på den måde, at det er en følelse som langsomt har bygget sig op inden i mig.”
Der vil jeg sige dig helt ærligt og af mit hjertes dyb at det er den slags følelser der er brug for.
“Nå. Jeg ved nu ikke.”
Det er guld værd, hver gang der sker det at der kommer en eller anden med netop den følelse og efterfølgende forklarer os hvordan vi skal forstå den tid vi lever i.
“Jeg har sat meget til side for at den følelse skulle vokse til en egentlig og fuldt udviklet følelse.”
Det må være en usandsynlig god følelse at føle at man virkelig kan gøre en indsats i forhold til al den knas med samfundet.
“Sandt nok. Det er en god følelse.”
Uden selv at have den følelse, må jeg erklære mig enig i at det må føles helt rigtigt at føle man har evnerne og indsigten til at ikke blot forstå men også forklare til andre hvorfor verden er gået hen og blevet som den er blevet.
“Hvilken følelse har du?”
Jeg har den følelse at du overhovedet ikke magter opgaven.
“Øp.”
Men det er min følelse.
“Se. Jeg vil starte analysen beskedent med en konditor der kommer gående hen ad vejen.”
Jo, men er det nu ikke for underspillet?
“Der må jeg lige præcis hævde at konditoren er på vej mod en dybere forståelse af tingenes tilstand.”
Ja, jeg kan egentlig godt følge dig. Jeg er nemlig af den faste og urokkelige overbevisning at man må bage tingene før de smager som man godt vil have.
“Og den urokkelige overbevisning vil jeg opfordre dig til at holde fast i så den ikke vælter i det øjeblik skibet gynger.”
Ja. Det er det mest fornuftige jeg har sagt længe. Det er i grunden fornuftige ord som jeg vil bede dig om at holde dig for øje under, såvel som efter det skrivearbejde der forestår.
“Hvorfor efter?”
Fordi du får brug for godt bagværk når bogen går i handlen.
“Ja.”
Du kan bage boller.
