Home Non-categorized Ny bog: “Der lå en banan”

Ny bog: “Der lå en banan”

360

Bogen er opfølgeren til den tre år gamle “Hun så en banan”. Siden Doris Fønsbertram så en banan, faktisk den eneste som var moden i “Bananers Rige”, er “sommeren med alle dens gøremål” blevet til sensommer og hendes “situation og udfordring” er, at hun “ligger i Finland med munden fuld af tandtråd og sære forestillinger om fremtiden”. Forestillingerne er bundet i forlængelse af tråden. Ved siden af hendes hoved står et par galocher som hun skal “passe på ikke at vække”. Korrekt, Doris er blevet et frustrationsmenneske, men hvorvidt hun faktisk ender med at blive i stand til at græde en “god struktureret gråd” må læseren selv finde ud af, eventuelt ved at læse bogen, alternativt ved at spørge en fuskepels ad. Siden jeg læste starten af Thomas Pynchons ”Gravity’s Rainbow” har jeg ikke oplevet så fyldige beskrivelser af bananer. Denne velkendte, gule frugt som ser morsom ud “fordi” enhver klodsmajor ved at aber spiser den med samme undrende velbehag som mennesker. Denne banan. (Hvilken banan? Red.) Hovedpersonen, såmænd. Altså den banan hun holder i hånden i begyndelsen af bogen og dernæst “smider op i luften” hvor den indtager pladsen, ja, ligefrem “himmelrollen” som “et pålideligt smil på aftenhimlen” mens solen går ned og “efterlader bananen mellem skyerne”. Det er en flot optakt til en handling, man aldrig ved hvor man har.

Bananen flygter ud af landet da den bliver kaldt Leon af lokalbefolkningen i Finland. “Leon! Leon! Bøh! Leon!” skriger de natten lang som gale hunde. På dette tidspunkt er Doris flyttet til Amsterdam hvor de to senere “mødes og forenes kortvarigt”. Bananen er blevet berømt for at plædere for at forældre der ikke lever op til deres ansvar skal kunne fyres fra deres arbejde af samfundet som dernæst finansierer at familien sættes i forgrunden mens Doris står på andet trin af sin fremtidige og glorværdige karriere som filminstruktør. De er fuldt optagne af deres eget, men skriver lange breve til hinanden om hvede da Doris bliver i Amsterdam for at lave en film med Malcolm Kvist i hovedrollen og bananen tager til Alaska og opretter en børnetelefon sammen med to stolte kvinder i overalls og jeeps. Doris’ film bliver en uventet verdenssucces og under arbejdet med den næste bliver hun inspireret af en række practical jokes udført af Amsterdamfilharmonikerens førstebratschist der blandt andet rækker triangelspilleren en lut under førsteopførslen af Gammer Hansens “Fire Prutter for Næse og Klaver”.

Previous articleBow Bow Plastikpose: Er Andy Warhols billeder en straf?
Next articleNatmørkets Flylologer
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.