Under læsningen af de første 100 sider var jeg i tvivl om, hvorvidt der var tale om et kreditkort eller et søkort. Forfatteren holdt det simpelthen hemmeligt. Så stoppede bogen brat og jeg ringede til forfatteren og fik de sidste 1000 sider af bogen tilsendt i hvad jeg må betegne som en afghansk potte fra år 921. De var indbundet på tilsvarende måde som første del, dog med mit eget ansigt og forfatterens på forsiden i stedet for hovedpersonerne Brando Dalfrøcies og Maradjøngades lynende smukke portrætter. Forfatteren havde taget billedet af os på en rundrejse i Burma hvor vi takkede almindelige burmesere for at være almindelige burmesere og ikke svenskere.
Det viste sig at kortet var et søkort. Sådan et skal man ikke følge slavisk. Når man kan se det er tegnet af teenagere der keder sig, skal man tage bestik af det jeg, med det berigede sprog som læsningen af netop dette hovedværk i andeforskningen, må betegne som virkeligheden.
Første bind handler om hvordan de finder kortet under et sofabord i Thyborøn da de keder sig noget så frygteligt.
Andet bind starter med at der falder lidt aske ned. Dernæst stævner de ud. På en af de utallige bølger vennerne kommer forbi er der bygget et splinternyt hus. Brando Dalfrøcies og Maradjøngade er sure over dette billede, kalder det forceret, unaturligt og sejler videre, selvom de har glemt deres sko på måtten.
