Maradjøngade har det ind imellem mærkeligt følelsesmæssigt. Eksempel: Da to pærer ”for et øjeblik siden faldt til jorden” føler han hvordan pærerne ”smadres mod det bløde græs”. Men det er ikke så grelt altid og for det meste ”sidder han bare og kigger på pæretræet” hvilket egentlig er mere underligt. Men forfatteren tager hånd om ham og ”leder ham ind i romanen”. Maradjøngade er ikke utilbøjelig til at følge med og er ”så absolut samarbejdsvillig”, er ikke egentlig genstridig, blot egensindig, en dejlig karakter, upyntet med den trivielle, forudsigelige, uudholdelige surhed vi kender så godt fra portrætter af mænd over 50. Maradjøngade er ikke en gnaven mand der bliver mildere. Han er 10 år og et ægte sorgmenneske.
