”Den ensrettede sti fører over marken.” Med denne flotte metafor, er kornstråene begivenheder i et spændende liv?, i et uspændende liv?, relationer?, personer? eller en spændende kombination af alle tingene?, forsøger Høtting Maradjøngade at starte sin roman. Motoren virker ikke, så han griber til at fjerne ensrettet skiltet og endelig går romanen i gang. Lidt senere bliver en sindslidende interviewet, i sminkerummet bliver han spurgt om han vil have en forfriskning og han indtager en lakrids og en meget stor kartoffel. Sminkøren kigger på ham med et blik der er fortroligt med sindslidelsen, men ikke med den sindslidende, som roligt går ind til interviewet, mens lidelsen bliver siddende i sminkerummet med hovedet på skrå og lytter til alle sminkørens problemer. Lidelsen og den lidende genforenes efter interviewet og senere bliver de gode venner med sminkøren, som hedder Kuhlau, ligesom komponisten.
