Det lyder umiddelbart som en børnebog Jeppe Dernkvingse har bedrevet og beriget min boghylde med og solgt mig et glas med solæg og fusket lidt rundt med et paraplystativ som ikke tilhører ham. Jeg må indrømme jeg tager den ned flere gange om året for at læse i den. Underligt. Eller en forstørret pixibog. Eller to bantamfugle. Nej, den association blev måske lidt vild. Hvis vi endelig skal sammenligne bogen med noget fra den vældige buket af metaforer som rigtig byder sig til når skrivemaskinen gløder må det være 60 kopper the. En kop the er stilfærdigt. 60 kopper the er, om muligt, endnu mere stilfærdigt, opsender en sky af dejlig damp til kroppen. Men hvorfor vrøvler jeg om the når Henrik Bøgelund, en høj, flot, normal mand har taget plads i jugendsofaen og sidder og ler.
Hvad er dubisantgræs?
“En mandart der vokser i samme tempo som græs. Når han fylder 18 år får han en flot grøn farve.”
Et smil bryder frem på mit ansigt. I den næste halve time smiler jeg og så er interviewet slut.
