I betragtning af Kong Salomons vældige rigdom var det en skuffelse for mig at opleve en selvtilfreds mand med fletninger. Jeg syntes ikke de klædte ham, men fordi han rullede med øjnene læste jeg videre. Og blev slet ikke skuffet. Jeg blev skuffet over læsningen, javel, skuffet over dette makværk af en bog, men da jeg læste videre skete der nogle sjove ting. For det første skinnede solen så dejligt. Jeg sprang vel 100 sider over for at blive hurtigere færdig så jeg kunne komme ud. Da jeg således havde læst første og sidste del af bogen gik jeg frem og tilbage ude i middagssolen. En ting førte til en anden og med ét gik jeg inde i et festklædt regiment soldater der bar bjørneskindshuer og musikinstrumenter som de spillede på, ganske højlydt og ganske kompetent. De var slet ikke kyniske for de havde lært lidt om den troende indstilling til livet ved at iføre sig dette røde tøj og det synes jeg der var noget sælsomt og godmodigt ved. De ville gerne være mine venner, der var 18 i alt, jeg lærte hurtigt at marchere og bar en blomst i skjortelommen der ikke havde et knaphul. Så kom vi forbi mit hus. De var så interesserede. De var tydeligt på deres udtryksløse ansigter at de gerne ville aflægge os en visit og jeg smed det obligatoriske hyben i nakken på tamburmajoren der straks gjorde omkring og med hele regimentet gik indenfor, rundt om stuebordet tre gange til hele familiens store moro og ud igen. De forsvandt ned ad vejen og efterlod indtrykket af et fædreland beskyttet af musik.