Dagen er lige begyndt for Griselokke Tvædkløvver der på alle måder ville have været den perfekte overlæge. Det ved hans kone dybest set godt. Men der er så meget koks, både i den store verden og i den lille med kålbedet og de 23-24 citroner. Hun har således, indtil denne dag, tilbragt ægteskabets timer, uger, år, hvis du tillader, i bristede realiteters skygge. Det er hun på det rene med. Men denne morgen byder på andre ting med et ganske almindeligt navn: Mild irritation. Bogens hovedrolle indtages af mild irritation. Det bliver håbets vendepunkt. Erindringer strømmer hende i møde og forstørres vidunderligt. Planer der blev rullet ud på spisebordet før og efter aftensmaden. Oplevelser, iagttagelser og den rigtige blanding af fred, natur, fantasi, frihed, jo, Iris Lampelygte har fået næse for sin barndom og tidlige ungdom. Så skal man have det godt i forvejen.
De ser hinanden i øjnene. Så går hun på opdagelse. Med en stor lup.
Kapitel ét ender selvfølgelig med at han brænder sig på brødristeren. Så vil jeg ikke afsløre mere af det kapitel. Det ville være dumt at skrive yderligere nu hvor du kender afslutningen på dette kapitel som jeg ikke vil tøve med at kalde en genial optakt til kapitel to, overgangskapitlet til kapitel tre, der bestemt, skal det siges, heller ikke er af vejen. I starten af kapitel to skimtes kapitel fire, men af pladshensyn forsvinder kapitlet tilbage til at være nummer fire. Så følger femte kapitel, sjette, syvende og til sidst er der ikke flere kapitler tilbage og så er bogen slut.
Tilslut en lille morsom detalje som jeg har grinet meget af, når jeg har haft tid til det:
Eftersom forfatteren Mundse Lohalm har limet hustruens pragtfulde eventyr med luppen fast i panden på selveste Hans Mortensen finder jeg det mest rigtigt og retfærdigt at at henvise til denne. Han løber ovre på Karribbaø.
