Som uindviet kan man godt være i tvivl om titlens sandlo betegner en lo med sand eller er et egennavn. Åbningsscenen er i den sammenhæng oplysende. Her kører tre biler i rad og række ud af en lo uden sand. I den bageste bil, en turkis 1957 Chevy Bel Air, sidder Sandlo. Han er kørt ud for at sige undskyld til fem mennesker på tre kontinenter, men allerede i kapitel to kommer han ud for en spøjs ulykke, da havnekranen i dok 14 i New York, som skal bugsere ham og hans bil over i atlanterhavsskibet, ved en menneskelig fejl svinger det opsigtsvækkende køretøj ind i skibets skorsten og hans nøgleknippe ryger ud af bilen og ned i munden på en elefant der ligger og griner på nederste dæk.
Det er forfatteren der driller med dette fjollede optrin, lige som han også gør i slutningen af både syvende, fjortende og enogtyvende kapitel.
Sandlo lader sig ikke slå ud. Hans trofaste bil taler med ham og instruerer ham ved at båtte i morsekode på øde veje, fortæller ham ordene såvel som tonelejet og han får sagt undskyld til alle fem personer inden kapitel 40. I alt er der 50 kapitler, så i de sidste 10 er der afslapning for alle pengene. Sandlo slapper af på en lidt mærkelig måde, nemlig ved at save rattet af og gå med det om halsen samtidig med at han sælger folk ærter.
Jeg havde svært ved at finde ud af hvad jeg mente om bogen. Der gik to år før jeg forstod at forfatteren har leveret et værk i topklasse. Men jeg måtte læse den to gange i alt før jeg forstod sammenhængen mellem rattet og ærterne.