I starten af bogen lader forfatteren blikket hvile et ubestemt sted i et rum man fornemmer han kender godt. Lys, skygger og genstande beskrives minutiøst og stilfærdigt. Lad mig sige det sådan: Man er slet ikke i tvivl om at jeg-fortælleren og forfatteren er den samme. De er lige røv kedelige. Men så kommer tankerne. Lad mig sige det på den måde: De strider imod logikken. Synsindtrykkene får ham åbentbart helt op i gear. Nå, men sådan er det vel for de fleste forfattere. Men jeg kunne godt lide den måde forfatteren driblede sine egne tanker ind imellem mine. Synsindtrykkene kunne han godt have sparet mig for.
