De første mange sider forsøger forfatteren at give dumme forklaringer på hvorfor den fiktive Zenusørken skulle udmærke sig specielt qua sin væren ørken: Den er varm (20 sider), den er intet andet end sand (30 sider), men helt ærligt, sådan er alle ørkener! At han så lader hovedpersonen Brando Dalfrøcies gå ud i ørkenen uden friske Delfol-forsyninger finder jeg tåbeligt. Til gengæld er der så få tanker i bogen at min egen fantasi virkelig gik i gang. Mine tanker vandrede i retning af byen Bogenses historie. Hvor længe har den heddet sådan? Hvem interesserer sig for sådan noget og er det arveligt? Jeg havde det sådan, at jeg efter endt læsning var træt af alle ting der ikke var der. Samme aften forsvinder min opvaskebørste sporløst. Hvad gør man så? Jeg kan ikke vaske op med for eksempel en kam.
