»Det er et stort samfundsproblem at kommunikationsfolk ikke kan brække sig.«
Hvordan at forstå?
»Altså hvis du får spat af et eller andet du læser eller støder på i det her informationssamfund og så du ikke kan brække dig. Det er da forfærdeligt.«
Det skal da kommunikeres væk i kommunikationens høje navn.
»Kommunikation er umuligt, forstået på den måde du dér kommunikerer.«
Se på ham. Han kommunikerer da.
»Han står helt alene.«
Han forbereder sig på en tale.
»Han taler med en lampet.«
Hvad er en lampet?
»En slags lampe. [Googler.] En lille væglampe.«
Hvordan ville verden se ud hvis alle brækkede sig?
»Du er et svin. Du er ond.«
Jeg vil så gerne kommunikere med dig.
»Læg dig ned. Træk vejret dybt. Ind ad næsen.«
Jamen det er ydmygende. Her i et rum fyldt af kommunikationseksperter ligefrem.
»Og så… suuusshh… ud af munden. Godt. 20 gange.«
»Går det lidt bedre?«
Hvad? Jeg føler mig afslappet. Hvor kom vi fra? Det er som om jeg allerede har fortrængt alt.
»Du har ikke fortrængt en skid.«
Å nej. Kommunikation. Det hele kommer tilbage.
»Rolig. Rolig! Nu ingen numre! Du interviewer mig! Husk det!«
Ja.
»Hvad er næste spørgsmål?«
Næste spørgsmål?
»Ja. Hvad bliver det til?«
Jeg siger ja tak til din kommunikation.
»HVAD?!«
Jo.
»Jeg vil sige det kommer som noget af en overraskelse.«
Det var da godt.
»Jeg er dig taknemmelig. Jeg har konstant behov for ros. Det indrømmer jeg gerne.«
Det var så lidt. Pyh. Sikke en kommunikation vi kom ud i.
»Det var altså dig der fik et ildebefindende.«
Det er jeg klar over. Vi fik begge vist noget sårbarhed. Mig ved at opføre mig som en savlende krabbe og dig ved at indrømme at du godt kan lide ros.
»Ja. Det var et godt interview.«
Rettelse. Det var et meget fint interview.
