”Har du læst mit digt?”
Om jeg har!?
”Havde det nogen kvaliteter?”
Om det havde!?
”Havde det nogen nyhedsværdi?”
Nyhedsværdi? Jeg ser ingen grund til at tale om nyhedsværdi når originaliteten af dette digt vil få selv garvede litteraturkendere til at fremstå som utilregnelige fostre.
”Utilregnelige fostre. Hvorfor tror du at du havde en så stærk oplevelse med digtet?”
Et øjeblik. Lad os nu ikke gøre mig til den interessante når dette digt på en og samme gang for det første er en elegant udført nydelse i kraft af mange forskellige dybt symfoniske virkemidler og for det andet er en ren og skær altmuligmand i dets iboende samklang med verden og inderlige forståelse af den måde realiteterne passer ind i realiteterne ude i virkeligheden således at det oplæst og fremført af selv den banaleste hjerne eller mest beklagelsesværdige sjuft kan bruges til ting.
”Kan bruges til ting?”
Digtet her frembyder en flugt der ikke bare er anbefalelsesværdig for den betrængte der ønsker at tage benene på nakken men yder en livsvarig beskyttelse imod nogen sinde at tage stilling til noget. Dette digt er nemlig det bedste svar på ethvert problem i enhver tænkelig situation.
”Jeg synes du virker skør.”
Enhver sandfærdig ekstase må forekomme savlende til højre og venstre.
”Nu er det jo et humoristisk digt jeg har skrevet, hvilket dine lovord og al din skamros ikke afslører.”
Blot fordi erindringen om det elementært morsomme i dette digt er som at sidde inde i midten af et strengeinstrument og klaske sig på lårene af grin.
”Jeg synes mere digtet er at sammenligne med en fis end med alle de høje ting og sager.”
Så ved du ikke hvad du har frembragt. Øv du jordnære stabejs. Ser du ikke dybsindigheden?
”Ærlig talt nej. Et pruttedigt? Nej siger jeg. Nu må du tie med alt dit vås.”
