Da vores horisont af mangfoldige årsager er blevet lidt misforstået vil jeg lige gennemgå hvad vi kan se og ikke se.
Vi tror vi kan se videnskabeligt og oplyst på hinanden. Det kan vi i hvert fald ikke. Hvis en elsket bedstemor har sagt hun tror på Gud, spøgelser eller det sjove ved at tude over H. V. Kaalunds fabler er vi prisgivne. Så lever vores horisont videre helt til voksenalderen. Så glæder vi os over at se helt ud til den og hele vejen rundt og vi opsøger horisonten i vores indre og ydre liv. Så bliver vi ikke så forskrækkede, når noget nyt dukker op derude på det blanke hav.
Alligevel har kun få voksne mennesker horisont. Vi opmuntrer hinanden til tunnelsyn. Til at stirre os blinde på de samme tåbelige fragmenter. Til at stivne i et sløret blik på det samme fragment igen og igen, dag efter dag. Hvem kan være tjent med det? Hvem kan favne livet uden horisont.
Tro, kære læser, på de kim der kan blive grundlaget for en levende og fuld horisont. Fantasi er noget ganske andet. Fantasi er noget alt for personligt, et alt for stort ord. Fantasi er noget radikalt, som vi ofte må moderere på egen hånd eller korrigeres for af andre, så vi passer ind i livet og opfører os ordentligt. Horisont er noget moderat, som skal leves og nydes. Vi kan stimulere hinandens, ikke mindst vores børns, horisont vældig meget, men det med fantasien finder vi selv ud af.
Fantasi er
1. At hengive sig passivt til positive, menneskekærlige, ensomhedsbetingede, overbærende, fragmenterede og eventuelt forkerte forklaringer på negative eller forenklede udtalelser, tendenser og personer.
2. At indtage meningsfulde, upopulære holdninger.
3. At øve sig, hvis der er noget i tilværelsen man virkelig vil som ligger lidt ud over det almene og almindelige.
4. At holde fast i sig selv, når nu realiteterne umuliggør den fra oldtiden så højt besungne last selvkendskab.
