Hvad ligger eksistentielt set til grund for interessen for at læse krimier? Ved vi noget om det? Ved jeg?
Hvad er selve den eksistentielle bevægelse?
Er det en *melden sig ind* i et ateistisk broderskab af død og mørke? Er det en *melden sig ud*? Ud af hvad? Er det en *given op* overfor livets alvor og realiteter? Er det en *flugt*? Er det en *hæven sig op* over det hele?
Hvad er det udtryk for?
Jeg foretrækker at se det som desperation og ikke kedsomhed for så bliver jeg med det samme ulykkelig og kan græde over min næste der læser krimier. Helt seriøst.
Hvad for en slags desperation er der tale om?
Læser vi ikke alle krimier enten i direkte eller indirekte betydning her i senkapitalismen? Nej. Det absurde består. Der er og bliver noget smukt i tre tabere der hænger på hvert deres kors på scenen og fører en utraditionel dialog i talesprog som vi kender fra dramatikeren Eugène Ionesco.
Jeg kan ikke lide mennesker der læser krimier. Punktum. Ikke så meget fordi de ikke er rustede til at gå i samspil med mig, for så kunne jeg jo byde ind med min kærlighed og se hvad det førte til, det fører som regel til noget godt at byde ind med kærlighed, som fordi de ikke hverken overskrider mine grænser og så siger undskyld eller passer på mig.
De giver flottere julegaver end jeg gør, hvilket altid har undret mig.
Afstumpethed er ikke noget hyggeligt og tilforladeligt. Afstumpethed er *robuste menneskers psykoser*, dvs. umærkeligt vanvid som keder omverdenen helt enormt. Det fører til sammenbrud i relationer sådan at man kun har ét eneste socialt alternativ, altså én eneste mulighed for at komme i kontakt med mennesker uden for familiens og arbejdets domæner: *det bebrillede engagement*. Hvor man føler sig selv god sammen. Multikultur, Venligboere og formålsløse indsamlinger.
Må jeg indbyde til at krimilæsere som minimum reflekterer over hvad de laver?
I krimilæsningen bliver trivialbegreberne potenserede. Det lyder måske ikke som noget alvorligt eller som en hård anklage, men sådan er det bestemt ment fra min side. Hvilket betyder…
Krimilæsere er pinlige. Man bliver suget ind i lortet og efter endt læsning stikker man hovedet op fra bogen med et desorienteret verdensblik. I den eksistentielle position er det umuligt at træde i karakter overfor andre mennesker, overfor dette hinanden som er livets vigtigste ting. Man bliver detektivisk bange for at lytte, detektivisk bange for at nærme sig den anden med de risici det indebærer af selvtab, underkastelse, konfrontationer, afvisning. Man bliver en bedårende lille detektivisk observerende tænke-Peter. Men resultatet er at en tænke-Peter er en paria i familie- såvel som venskabelige sammenhænge. En tænke-Peter er netop ikke en vi kan regne med. Det er en eksistentiel UG elev som altid holder sig pænt i baggrunden fordi vedkommende fylder sig selv med usprog.
Man er ikke egentlig udsat, man er bare svag, hvilket er i modstrid med vores natur: Mennesket er stærkt. Man efterlades umenneskeligt og eftertrykkeligt af disse fuskere der skriver krimier. Kriminalforfattere er ligeglade med mennesker og derfor skulle de virkelig tage at lave noget andet.
