Home Non-categorized Om krimilæsning

Om krimilæsning

88

Hvad ligger eksistentielt set til grund for interessen for at læse krimier? Ved vi noget om det? Ved jeg?

Hvad er selve den eksistentielle bevægelse?

Er det en *melden sig ind* i et ateistisk broderskab af død og mørke? Er det en *melden sig ud*? Ud af hvad? Er det en *given op* overfor livets alvor og realiteter? Er det en *flugt*? Er det en *hæven sig op* over det hele?

Hvad er det udtryk for?

Jeg foretrækker at se det som desperation og ikke kedsomhed for så bliver jeg med det samme ulykkelig og kan græde over min næste der læser krimier. Helt seriøst.

Hvad for en slags desperation er der tale om?

Læser vi ikke alle krimier enten i direkte eller indirekte betydning her i senkapitalismen? Nej. Det absurde består. Der er og bliver noget smukt i tre tabere der hænger på hvert deres kors på scenen og fører en utraditionel dialog i talesprog som vi kender fra dramatikeren Eugène Ionesco.

Jeg kan ikke lide mennesker der læser krimier. Punktum. Ikke så meget fordi de ikke er rustede til at gå i samspil med mig, for så kunne jeg jo byde ind med min kærlighed og se hvad det førte til, det fører som regel til noget godt at byde ind med kærlighed, som fordi de ikke hverken overskrider mine grænser og så siger undskyld eller passer på mig.

De giver flottere julegaver end jeg gør, hvilket altid har undret mig.

Afstumpethed er ikke noget hyggeligt og tilforladeligt. Afstumpethed er *robuste menneskers psykoser*, dvs. umærkeligt vanvid som keder omverdenen helt enormt. Det fører til sammenbrud i relationer sådan at man kun har ét eneste socialt alternativ, altså én eneste mulighed for at komme i kontakt med mennesker uden for familiens og arbejdets domæner: *det bebrillede engagement*. Hvor man føler sig selv god sammen. Multikultur, Venligboere og formålsløse indsamlinger.

Må jeg indbyde til at krimilæsere som minimum reflekterer over hvad de laver?

I krimilæsningen bliver trivialbegreberne potentserede. Det lyder måske ikke som noget alvorligt eller som en hård anklage, men sådan er det bestemt ment fra min side. Hvilket betyder…

Krimilæsere er pinlige. Man bliver suget ind i lortet og efter endt læsning stikker man hovedet op fra bogen med et desorienteret verdensblik. I den eksistentielle position er det umuligt at træde i karakter overfor andre mennesker, overfor dette hinanden som er livets vigtigste ting. Man bliver detektivisk bange for at lytte, detektivisk bange for at nærme sig den anden med de risici det indebærer af selvtab, underkastelse, konfrontationer, afvisning. Man bliver en bedårende lille detektivisk observerende tænke-Peter. Men resultatet er at en tænke-Peter er en paria i familie- såvel som venskabelige sammenhænge. En tænke-Peter er netop ikke en vi kan regne med. Det er en eksistentiel UG elev som altid holder sig pænt i baggrunden fordi vedkommende fylder sig selv med usprog.

Man er ikke egentlig udsat, man er bare svag, hvilket er i modstrid med vores natur: Mennesket er stærkt. Man efterlades umenneskeligt og eftertrykkeligt af disse fuskere der skriver krimier. Kriminalforfattere er ligeglade med mennesker og derfor skulle de virkelig tage at lave noget andet.






Teksterne her på avisen forholder sig direkte til tilværelsens under, men er af ringe betydning for andre end mig selv på grund af deres fravær af form. Jeg har i lang tid arbejdet ud fra den teori at teksternes brugsværdi er begrænset til ”gode” mennesker, familiejesusser og hyggejesusser, defineret som mennesker der formår at læse deres psykiske problemer ind som en undskyldende mellemregning der skal veje op i forhold til teksternes manglende substans. ”Vi er alle sammen tossede.” ”Sikke vi tosser rundt.” ”Sikke vi laller.”

Statistikken gennem knap 7 års ukueligt, dagligt filosofisk arbejde viser mig imidlertid at end ikke mennesker med en sindslidelse kan bruge teksterne. Ikke som trøst i tilværelsens smertestunder. Ikke som sygestudie. Ikke som idébank. Ikke som grine-grine. End ikke som provokation fungerer de, hvorfor enhver tanke om skønhed synes udelukket. De fungerer imidlertid som kontrast til tekster hvor formen er stram og derfor lader jeg, i håbet om at læseren i ventetiden selv vil supplere med en stram form udefra, blot ikke alt for stram!, teksterne være som de er. God læselyst! Kh Morten, d. 16. juni 2020

Previous articleLykkelig: ”Jeg er tiltrukket af bitre mænd”
Next articleDem der hedder Balle
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.