Hvorfor i al verden skulle jeg interessere mig for Wes Andersons tankerækker?
Jeg synes det er ulykkeligt når kristne tidsskrifter i USA skriver om disse smartfilms, som de kaldes af forskeren Jeffrey Sconce, at de er kyniske og ironiske og at hipstere er vor tids satanister. At de har fuldkommen ret er en anden sag hæhæ. Men det er forskellige usprog der støder sammen når klodsede, sekteriske mennesker, og det er de på begge sider, skændes. Vi må se om der under disse stakåndede meningsbrydninger, som kunne tænkes at smadre en masse liv og som kunne tænkes at generere en masse forargede stemmer til Trump ved næste valg, kulturprodukter er ikke harmløse og bør ikke være det, ligger noget sprogforvirring som gør at vi på en eller anden måde kan argumentere for at Wes Anderson er en idiot og at hans tilhængere ligeledes er idioter.
”Smag og behag” og ”Enhver er salig i sin tro” argumenterne kan vi bortfeje. Også hysteriske, omend retfærdige, spørgsmål som ”Hvordan hulen har Wes Anderson fået så stor succes når han ikke når Woody Allen til sokkeholderne i menneskekærlighed?” fejer vi bort. Men jeg vil godt minde om at Woody Allen har lært os at gruppesamtale selvironisk samt at ingen mennesker er normale. Det er store præstationer på menneskehedens vegne og jeg elsker Woody Allen umådeligt.
For det første tror jeg vi må være ærlige og realistiske og sige at filmoplevelser kan være så stærke at de smadrer liv. Ole Christian Madsens film ”En kærlighedshistorie” medvirkede således til at ødelægge mit første længerevarende dejlige kæresteforhold og Wes Andersons ”The Royal Tenenenbaums” medvirkede til at ødelægge mine forældres forhold efter de havde været gift i 33 år. Hele min familie var inde og se den. Jeg husker tomhedsfølelsen da vi kom ud af biografen. Den film havde sagt noget til os som ikke skulle siges. Men den havde sagt det virkningsfuldt. Det var ubærligt. Jeg hader virkelig Wes Anderson og ønsker ham alt muligt ondt. Jeg beroliger mig selv med at hans succes på en eller anden måde vil æde ham op. Hans unoder består først og fremmest i hans løgn i forhold til hans egne dybe følelser. Hans afvisning af dem, simpelthen. Han synes allerede fanget og det glæder mig. Hans filmsprog er blevet mere og mere manieret og tåbeligt. Både indstillinger og farver og instruktionerne til skuespillerne virker bedagede. De har mistet den urdybe ondskab fra The Royal Tenenbaums og det kan vi glæde os over. Da jeg så The Royal Tenebaums stod jeg med en frygtelig oplevelse af at tiden var blevet en anden på den mest frygtelige måde. Og jeg havde ret. At der var sket et dannelsesskred og at der skulle kæmpes imod for at komme op på brinken igen og bringe mine læsere i sikkerhed.
Jeg synes det er foruroligende den måde kritikere af og skeptikere overfor Wes Anderson og hans ligesindede famler efter argumenter. Det må være fordi de ikke er sande intellektuelle men lige er gået i Grand Teatret i Mikkel Brøggers Gade i København eller i Øst for Paradis i Aarhus eller en tilsvarende latterlig kunstbiograf for at få sig… ja, hvad? Jo, jeg skal sige dig hvad. Et skud ”kold modning”.
Jo, må vi være tapre og tro på at vi kan tale om og forholde os kritisk til amerikanske smartfilm, som de altså blev kaldt allerede i 2002 af Jeffrey Sconce i artiklen ”Irony, nihilism and the new American ‘smart’ film”.
Jeg hader hipstere men jeg har et stort hjerte og en lille naivitet. Men disse gode egenskaber skal ikke forhindre mig i at fremstille det regnestykke som hedder at hipsterhad genererer stemmer til Trump.
Hjertevarme skal man dermed kigge langt efter hos Wes Anderson. Det lyder så naivt. Det er ikke ”så naivt”. Det er ”lidt naivt” og sådan er jeg. Jeg er stolt af min ”lille naivitet”. Sammen med min evige svigtende selvironi sætter den mig i stand til at gå ind i intellektuelle disputter i fuld alvor, men ikke på en udpræget lydhør måde, snarere på en komisk eller direkte krasbørstig måde som vækker enten latter eller olm afstandtagen. Sådan er jeg!
Disse film fejrer og hylder ganske almindelige gademennesker for at være sande intellektuelle og får dem til at føle sig sådan. Men det er de ikke.
Vi sande intellektuelle, altså vi der tror dels på noget større i tilværelsen og i os selv, vi der tror på menneskeligt mod, er ikke fuldkommen forsvarsløse overfor Todd Solondz, Jim Jarmusch, Coen-brødrene, Charlie Kaufman og Wes Anderson. Det er og bør være realistisk at stå i Grand Biografen i Mikkel Brøggers gade efter en forevisning af disse film og argumentere imod dem. Tag denne pamflet med. Det hjælper!
