Om skjult religionskrig i familier, ”børneinkvisition” mm.
-Til Adam Price
”Vi ved jo hvor mange ateister og uafklarede, altså agnostikere, der i deres sidste tid på jorden tilkalder familiens troende og taler henført og længe med dem under fire øjne.”
Der tror jeg ikke du fik alle nuancer med.
”Vi ved jo at langt de fleste der virkelig er på røven har prøvet at bede til Gud.”
Der tror jeg heller ikke rigtig du fik sagt noget.
”Sig mig… Nu holder du simpelthen kæft!”
Har du ellers noget i tasken?
”Vi kan da tale lidt om julens betydning for mig.”
Gerne.
”Lad mig se… Nej… Lad mig nu prøve…”
Gerne.
”Vi ved jo ingenting.”
Nej.
”Vi ved jo ingenting.”
Korrekt.
”Men der er mange aspekter af tro. I en familiesammenhæng giver tro hos forældrene mulighed for at indføre noget neutralitet. Kirken som en zone hvor der ikke er roller og magtfordeling.”
Fuck. Du kan stadig. De har trampet på dig og hånet dig og du kan stadig. Du har jogget i spinaten og faldet. Du har rejst dig. Det er fantastisk. Du står på hug. Nærmest.
”Nå… Øh… Det var så lidt…”
Nej, hvor var det hovedet på sømmet!
”Tja… Ja…”
Men giver det mening at sige at kun kirken kan tilvejebringe den neutralitetszone uden roller og magtfordeling?
”Ja!”
Så ateister er tabere. Ateister er onde.
”Hvis forældrene tit stikker til børnene fordi der er et fravær som ikke bliver fyldt af de surrogater som forældrene indfører, forældrenes pseudoåhsåoriginalitet og åhsåuafhængighed og åhsåfrisindethed så går det i hvert fald ud over børnene.”
Det er et andet sted at starte det du tager fat på end den sædvanlige ateisme-troende problematik. Jeg skal lige sunde mig med et glas vand.
”Drik bare min ven.”
‘Drik bare min ven.’ Det lød i hvert fald meget kristent.
”Jeg kan kun forstå verden i kraft af min tro.”
Du har lige indrømmet og sagt ‘Vi ved jo ingenting’.
”Ja.”
Er der slet ikke nogen ting ateister er bedre til, sådan i det daglige, end troende?
”Jo.”
Hvad?
”Ateister kalder sjældent dybe uoverensstemmelser i familier for krig.”
Men er det ikke en stor fed løgn?
”Hvordan?”
I en krig foregår der klodsede ting. Mange.
”Hvorfor?”
Man er bange. Man rammer forkert. Man bliver selv ramt.
”Øh.”
Nå, men for at begynde forfra… Børn har altså ret til at klandre deres forældre for ikke at tilbyde kirken som neutralitetszone hvor der hersker stilhed omkring roller og magtfordeling et øjeblik.
”Ja!”
Men det vender hele debatten på hovedet…
”Ja!”
Det med at det ikke bare handler om den forbandede stillingtagen til om man tror eller ej.
”Ja!”
Det handler faktisk om dialog.
”Ja.”
Men langt mere handler det vel om nuancer.
”Det er lige præcis den prioritering der er så uendelig vigtig. For sig selv sidder man jo ikke og tænker på sig selv som ‘Hej mig, jeg er ateist’ eller ‘Hej mig, jeg er troende’. Hvorimod andre skyder én i skoene at man i udgangspunktet er enten det ene eller det andet. Igen noget med roller.”
Som troende må det være fedt at ‘føre en anden til tro’?
”Der tror jeg ikke du fik alle nuancer med.”
Hvorfor ikke?
”Det betyder ingenting. For der er noget der er endnu større end nuancer og det er kærlighed.”
Nu slår du mig ikke oven i hovedet med kærlighedsordet. Nu holder vi os til nuancerne!
”Av! Av! Ok!”
Jeg ved godt at det hele starter og slutter med kærlighed men nu holder vi os lige til nuancerne.
”Vi er midt i et kunstværk og VI KAN IKKE SIDDE HER OG ELSKE UD I DEN BLÅ LUFT.”
Hahaha.
