På mit filosofihold indleder jeg altid semesteret med at sige navnet: Peter Sellers. På filosofiskt betyder det: Find på utraditionelle, kreative argumenter der redegør for arven efter Peter Sellers. Mine studenter, og du er en af dem, vil så gerne høre lidt om erhvervsrettet, forskningsrettet videnskabsteori, men jeg gentager: Peter Sellers. Der er altid en, der rækker hånden op og siger: ”Selv Stanley Kubrick blev forført af Peter Sellers.” Dernæst er der en af de dumme piger som vender sig rundt i stolen og siger: “Det var fordi selveste universet krummede om Peter Sellers. Han var mere 68 end 68.”
“Nej!” skriger jeg.
Så er der en af de begavede der senere vil blive smidt ud af universitetet og gå ned med et nervesammenbrud, ligesom jeg, der siger helt nøgternt og ligefremt:
“Peter Sellers var talentløs fordi han var antireligiøs. Man kan også se det på den måde han opførte sig på i sit liv, at hans kunst var ligegyldig.”
Så går jeg i gang med undervisningen.
Den unge mand er min ven. Vi har snydt lidt.
Man skal være usædvanlig åndeligt begavet for at forstå at min unge ven og jeg godt kan lide Peter Sellers. Men det er der ingen af de andre der er.
