Og få det her i bærret:
The shock of existentialism, and the idea that meaning is not linked to God, has passed, and society has moved on. In our new postmodern, post-existential times the worry about how we live without a concept of God seems rather quaint, and from a bygone era.
Jeg ved ikke med dig, mT, men jeg føler mig domineret! Virkeligt ævl Google! Da eksistentialismen kom til USA, efter samfulde 70 år, var såkaldte komikere som Seth Rogen og Jonah Hill parate. Øv!
Nej, post-eksistentialisme er for mig noget med at kende eksistentialismens tankegange, dens *nyttige tricks* og dens floskler og udstille dem gennem brug af *bevidste manerer*: En hel film hvor alle skuespillere går med åben mund fx.
Freud er psykoanalyse er døden. Hvis psykoanalysen gjorde patienterne livsparate og eventuelt dødsberedte var der noget at komme efter. Men den er døden, fordi den tryller alle de mennesker der ikke er *kærlighedsforlængere* om til små magtsyge djævle.
