The Other Newspaper har, i lighed med en million andre danskere, fulgt de fire afsnit af professor U.’s nye tv-drama “Professor U.’s Børn”, der blev sendt om lørdagen i august måned i bedste sendetid. Vi har bragt flere debatindlæg fra eksperterne. Før vi taler med professor Lund og hører hans version, han deltog hemmeligt under indspilningen på nærmeste hold, idet han sad i skjul i en høstak lige ved siden af instruktøren og kastede to figner på kameramanden, skal vi resumere.
Vi gengiver her scene 211, så naturtro som muligt:
Merete Skarp: Selvfølgelig er du bange for spøgelser, professor!
Professor U.: Jeg nægter, Merete. Denne beskyldning er et godt stykke ude i skoven og den ligner dig ikke. Den ligner en gammel, forvirret ost!
Merete Skarp: Du tør ikke gå rundt i dit eget hus efter mørkets frembrud!
Professor U.: Men du må skelne mellem spøgelser og genfærd. Det har jeg lært dig siden jeg var lille.
Merete Skarp: Jeg ved at genfærd er grå og spøgelser er hvide.
Professor U.: Dit hvide røvhul!
Merete Skarp: Nægter du.
Professor U.: Dit hvide røvhul!
Merete Skarp: Kys mig!
Professor U.: Vi kysser hinanden samtidig så.
Merete Skarp: Det er nemlig lige præcis hvad vi gør.
Professor U.: Dit lækre skvat!
Professor Lund, du mener denne nøglescene er med til at belyse loftet?
“Ja.”
Hvorfor?
“Det er en demonstration.”
En demonstration?
“Så behøver folk ikke male skilte.”
Hvad?
“Så behøver folk ikke møde op.”
Hvad?
“Så behøver folk ikke gå på gaden selv.”
