Professoren ser ikke ud af meget. Med de kostbare, underbelyste blå ørenringe ligner han nærmest en fra den allerlaveste socialklasse. Men alt i lejligheden fra bordpladen og nedefter er lavet af guld, så man kan aldrig vide.
”Det er vel egentlig det man ikke kan vide.”
Professoren kigger ud ad vinduet og misser mod solen. Jeg aner ikke hvad han taler om.
Hvad bliver sindssyge typisk tossede af?
”Det er mest sådan en ting som menneskelig forskellighed.”
Jeg ser ham direkte i øjnene og koncentrerer mig om ikke at sammentrække de små muskler omkring munden. Det lykkes ikke. Min mund kæntrer. Jeg kan se det i hans varme, humoristiske blik.
Menneskelig forskellighed?
”Menneskelig forskellighed.”
Jeg troede, at mennesker med en virkelig sindslidelse, altså en virkelig sindslidelse, så igennem fingre med dette, bar over med det, så på det positive, var så forpinte, at de var mere bredspektrede i deres kærlighed, mere inkluderende, stille og roligt accepterende.
”Nej nej. Vi mennesker med en sindslidelse bliver tossede i hovedet af menneskelig forskellighed.”
Jamen prøv at sig noget mere.
”Jeg skal prøve at skitsere hvad jeg mener med et eksempel. I dagens Danmark opfatter vi det ikke som aparte at designe sine egne holdninger, sit eget indre og sit eget sociale liv. Vi synes det er aparte at sige nogle mærkelige ting i de første 30 sekunder vi møder et andet menneske. Der vil jeg godt sige stop. Jeg vil godt insistere på, måske ikke sige nogle mærkelige ting lige når jeg møder et andet menneske, men så i de næste 30 sekunder.”
Men det at designe sine egne holdninger, sit eget indre og sit eget sociale liv er vel et privilegium som nogle mennesker har i deres liv.
”Det er rigtigt.”
Det kan da ikke være rigtigt at jeg har overbevist dig om at din grundlæggende tese er forkert?
”Jow.”
Dit speciale som professor?
”Jow.”
Emnet for selve dette interview?
”Skidt med det. Jeg er kun 64. Jeg finder et nyt speciale.”
